To nye biogasanlæg sendernu biogas ud til forbrugerne

Evida har netop tilkoblet to nye biogasanlæg i Sønderjylland til gassystemet, der fortrænger naturgassen i leveringen.

Her ses anlægget i Kværs under opbygningen. Foto:
Her ses anlægget i Kværs under opbygningen. Foto: Ludvig Dittmann, JydskeVestkysten

Henrik Rath

JydskeVestkysten

torsdag d. 24. november 2022 kl. 21:09

Kværs/Tønder: Evida har netop tilkoblet to nye biogasanlæg i Sønderjylland til gassystemet, der fortrænger naturgassen fra gassystemet. Det drejer sig om biogasanlægget Nature Energy i Kværs og biogasanlægget Envo i Tønder.

- Det er altid en stor dag, når vi kan tilkoble et nyt anlæg. Sønderjylland er i forvejen stærkt repræsenteret, når det kommer til at levere biogas til gassystemet, og nu kan vi også tilføje Tønder og Kværs til listen, siger Peter Kristensen, der er strategi- og udviklingsdirektør i Evida.

På grund af den store mængde biogas, der bliver produceret i området, skal biogassen ikke kun bruges lokalt men også transporteres videre ud i gassystemet, hvor den kan forsyne andre dele af Danmark.

11.000 parcelhuse

Andelen af biogas i gasnettet har været støt stigende gennem hele 2022. Ved udgangen af oktober 2022 svarede andelen til 31 procent af gasforbruget de seneste 12 måneder.

Det er virksomheden Nature Energy, der står bag biogasanlægget i Kværs. Her forventer man at kunne producere 20 millioner kubikmeter biogas årligt, når man er oppe på fuld produktion. Det svarer til det årlige gasforbrug i mere end 11.000 almindelige parcelhuse.

Biogasanlægget Envo i Tønder ejes af det canadiske Anaergia. Her er det en mindre del af produktionen, som startes op, og selskabet har meldt ud, at man forventer et færdigudbygget anlæg i 2024.