Natten bliver sort i Sønderborg Kommune: Al gadelys slukkes for at spare strøm

I løbet af efteråret forsvinder al gadelys i byerne fra kl. 24 til kl. 5 næste morgen. Kun omkring lyskryds og fodgængerfelter vil der være belysning. Vi har fokus på narkosalg og utryghed, siger udvalgsformand.

I løbet af efteråret bliver gadelyset i Søndeborg slukket fra midnat til kl. 05.00. Arkivfoto:
I løbet af efteråret bliver gadelyset i Søndeborg slukket fra midnat til kl. 05.00. Arkivfoto: Yilmaz Polat, JydskeVestkysten

Birthe Juul Mathiasen

JydskeVestkysten

onsdag d. 5. oktober 2022, kl. 20:12

Resümee

Ab Herbst werden die Straßenbeleuchtung in den Städten der Kommune Sønderborg von Mitternacht bis 5 Uhr morgens ausgeschaltet. Nur im Bereich von Ampeln und Fußgängerübergängen bleiben die Straßenlamternen eingeschaltet. Die Kommune hat diese Initiative zur Energieeinsparung kürzlich beschlossen. Die Politiker versprechen jedoch, die Orte im Auge zu behalten, die von den Bürgern als unsicher empfunden werden.

Sønderborg. Færdes man til fods i byen efter midnat, gør man klogt i at huske en lommelygte. For Teknik-, By- og Boligudvalget i Sønderborg Kommune har nu godkendt, at gadelyset skal slukkes mellem midnat og kl. 5 om morgenen.

Der vil dog stadig være lys i lyskryds og fodgængerfelter.

- Tidspunktet er valgt for at genere færrest mulige samtidig med, at vi forsøger at finde en balance mellem at spare på energien og sørge for, at det skal være trygt og sikkert at færdes på vejene, siger Kirsten Bachmann, formand for Teknik- By- og Boligudvalget.

Udfordringen er dog, at gadelyset lige nu er koblet sammen med lys i lyskryds og fodgængerfelter. Udvalget vil derfor bruge 1,034 millioner kroner på ombygning af styrebokse, så det er muligt at slukke gadelyset uden også at kappe strømmen til steder, hvor det er lovpligtigt, at der skal være lys.

Fokus på overfald

I september var der fem gaderøverier i Sønderborg, og så sent som mandag aften blev en ung mand truet med pistol til at udlevere sine værdier. Røveriet foregik på Borrevej i Sønderborg.

Vil der være stier, tunneller og andre steder, som fortsat vil være belyst af hensyn til sikkerheden?

- Nej. Vi ved godt, at der også foregår narkohandel visse steder, og både det og andet kriminalitet vil vi have fokus på, men som udgangspunkt bliver al gadelys slukket om natten, svarer Kirsten Bachmann.

Måske vil det også være nødvendigt at slukke gadelyset i kommende år:

- Vi laver en investering i år, så man fremadrettet kan programmere gadelysene. På den måde kan lyset holdes tændt i vores signalreguleringer og fodgængerfelter, som er lovpligtigt. Med investeringen bliver det muligt at slukke for resten af gadelysene fem timer om natten, forklarer Kirsten Bachmann.

1,5-2 millioner spares

Det forventes, at ombygningen af styreboksene kan være gennemført med udgangen af 2022.

Ved at slukke gadelyset i fem timer om natten, kan Sønderborg Kommune spare mellem 1,5 til 2 millioner om året, hvis energipriserne forbliver på nuværende niveau.

Beslutningen er en af flere, der skal spare på elforbruget i Sønderborg Kommune. I september godkendte Økonomiudvalget også, at temperaturen sænkes til 19 grader i offentlige bygninger, bortset fra vuggestuer, børnehaver, plejehjem og bosteder for handicappede. Det forventes at give en besparelse på 67.000 kroner i år og herefter 400.000 kroner årligt.

Det er i øvrigt et enigt udvalg, der vil slukke gadelyset:

- Selv om nogle måske vil føle sig mere utrygge, kommer vi ikke uden om at spare på gadebelysningen, når vi skal reducere energiforbruget, siger Tage Petersen (V).

- Vi står midt i en alvorlig energikrise, og Sønderborg Kommune bliver nødt til at handle ansvarligt. I den kommende tid kigger vi sammen med forvaltningen på yderligere tiltag, som kan reducere i energiudgifterne, siger Kristian Beuschau, næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

Det drejer sig blandt andet om optimering af ventilationsanlæg med højt strømforbrug.