Tønder satser på mangfoldig natur

Med bred opbakning til en udarbejdet biodiversitetspolitik vil der fremadrettet være øget fokus på at værne og udvikle naturen i Tønder Kommune. Det skal gøre lokalområdet mere attraktivt som udflugtsmål for både lokale og turister.

Et eksempel på biodiversitet i byområdet er det nyetablerede aktivitetsbånd langs Kongevej i Tønder. Her lå tidligere en græsplæne mellem vejen og Laurentiusstrømmens langs Nørreallé. Området er nu udlagt som en motionssti med nøje udvalgt vegetation, herunder ikke mindst vilde blomster. Foto:
Et eksempel på biodiversitet i byområdet er det nyetablerede aktivitetsbånd langs Kongevej i Tønder. Her lå tidligere en græsplæne mellem vejen og Laurentiusstrømmens langs Nørreallé. Området er nu udlagt som en motionssti med nøje udvalgt vegetation, herunder ikke mindst vilde blomster. Foto: Uwe Iwersen, JydskeVestkysten

Uwe Iwersen

JydskeVestkysten

mandag d. 3. oktober 2022, kl. 21:51

RESÜMEE

In diesem Jahr war die Kommune Tønder im Rennen um den Titel der wildesten Kommune Dänemarks - verstanden in dem Sinne, dass sie einen Nährboden für eine vielfältigere Natur geschaffen hat. Jetzt hat die Gemeinde einen Fahrplan für die Fortsetzung dieser Bemühungen verabschiedet. Im Haushalt der Gemeinde sind bereits 600.000 DKK bereitgestellt worden.

Tønder. Tønder Kommune var i indeværende år med i opløbet om at blive »Danmarks vildeste kommune«. Det lykkedes dog ikke at løbe af med æren. 

Det nærmeste var en top tre-placering ved prisuddelingen for to uger siden i kategorien »store projekter«. Det var etableringen af Juvre Engsø, et nyskabt 23 hektar stort ferskvandsområde,  der i et bredt samarbejde er blevet til på Rømøs nordside, der opnåede stor bevågenhed og altså var med i opløbet om national hæder.

Men selv om det ikke rakte til en sejr, har kommunen ikke tabt modet eller vilje til at bliver mere vild og »naturlig«. 

Kommunalbestyrelsen har tidligere øremærket 600.000 kroner til at udarbejde en såkaldt biodiversitetspolitik.

- Det er i hvert fald ikke et sønderjysk udtryk, bemærkede borgmester Jørgen Popp Petersen, da han torsdag aften fremlagde dagsordenspunktet om netop godkendelse af denne politik i byrådssalen.

Mangfoldig natur

 Bag det måske lidt tunge navn gemmer sig ambitionen om at bakke op om indsatsen for en rigere og mere mangfoldig natur og derigennem at leve op til kommunens målsætning om at sikre og øge biodiversiteten.

- Naturen er en af de største udviklingsmuligheder i kommunen. Den udarbejdede politik sætter rammen for denne udvikling. Vi hilser politikken velkommen, sagde formanden for teknik- og miljøudvalget, Poul Erik Kjær (V) under sin fremlæggelse.

Udvalgsformanden var lige netop nået frem til kommunalbestyrelsesmødet i tide. Hele eftermiddagen havde han været med til at slukke en storbrand i en halmlade på sin ejendom. Branden var endnu ikke slukket, da han mødte ind til det politiske møde.

Der var dog ikke ekstraordinært behov for formandens anbefaling af de politiske ambitioner, der kommer til udtryk i den nu godkendte politik.

- Vi ser gerne denne politik fulgt op af en biodiversitetsstrategi og handleplan for særligt værdifulde naturområder i Tønder Kommune, sagde Poul Erik Kjær.

Det nikkede hans 30 kolleger i byrådssalen ja til.

Den nu godkendte biodiversitetspolitik bakker i øvrigt op omkring Tønder Kommunes godkendte visions- og strategiplan 2022-2025. Heri er det blandt andet formuleret, at »vores lokale natur er uerstattelig og uvurderlig, hvorfor vi ønsker at beskytte, bevare og udvikle vores natur og dens værdifulde arter«. 

FAKTA

Fakta

Biodiversitet

Tønder Kommune har følgende mål for natur og biodiversiteten:

- fremme en mere rig og varieret natur

- skabe bedre plads til biodiversiteten i større og mere sammenhængende områder

- skabe plads til en mere vild og selvforvaltende natur med flere naturlige processer

- skabe mere oplevelsesrige naturområder, og i højere grad invitere lokale borgere og turister til at tage på opdagelse i naturen samt skoler og dagtilbud til at bruge naturområderne aktivt til undervisning og leg

- øge kendskabet til kommunens naturområder

- formidle naturen i Tønder Kommune

Kilde: Tønder Kommune