Chokerende syn i Tønder: Prins Henriks kunstværk er smadret

Prinsgemalens skulptur Torso Maskulin, der siden 2016 har været opstillet mellem Tønder Rådhus og Visemøllen lå onsdag med en ødelagt sokkel demoleret på jorden. Sagen er anmeldt til politiet som hærværk. 

Soklen under prinsgemalens skulptur Torso Maskulin er i nattens løb enten blevet smadret eller krakeleret. Foto:
Soklen under prinsgemalens skulptur Torso Maskulin er i nattens løb enten blevet smadret eller krakeleret. Foto: Uwe Iwersen

Uwe Iwersen

JydskeVestkysten

onsdag d. 28. september 2022, kl. 13:31

TØNDER: Morgenfriske hundeluftere blev mødt af et chokerende syn onsdag morgen. Prinsgemalens skulptur Torso Maskulin, der er opstillet mellem Tønder Rådhus og Visemøllen på Kongevej, lå her til morgen med en smadret sokkel demoleret på jorden.

Hvad der er sket, er der ingen, der kan sige med sikkerhed.

Det er tydeligt, at skulpturens sokkel, der er udført i granitsten, er smadret og krakeleret. Om der er tale om et uheld, “stentræthed” eller hærværk, vides endnu ikke.

Den lokale arkitekt Harald Christensen, der også er medlem af kommunalbestyrelsen, var formentlig en af de første, der på sin morgentur fik øje på ødelæggelsen. Han er ikke i tvivl.

Jeg kan ikke se, at en skulptur pludselig skvatter sammen. Derfor er sagen også anmeldt til politiet.

 Christian Kjær-Andersen, teknisk forvaltning.

- Det er hærværk. Der er nogen, der må have synes, at det er sjovt at slå den i stykker. Jeg kan ikke se en anden mulighed, siger Harald Christensen, der straks alarmerede medarbejdere i teknisk forvaltning.

Fagkoordinator i teknisk forvaltning, Christian Kjær-Andersen, er enig.

- Jeg kan ikke se, at en skulptur pludselig skvatter sammen. Derfor er sagen også anmeldt til politiet, siger han.

Skulpturen Torso Maskulin er en gave til Tønder Kommune fra Magda Andresen og nu afdød købmand Antoni Andresen, som grundlagde grænsebutikkerne Calle.

Skulpturen blev afsløret på en festlig lørdag den 16. juli 2016, hvor en veloplagt prins Henrik selv deltog.

Hørte et bump

Magda Andresen bor i det store hvide hus lige overfor rådhuset og skulpturen. Hun opdagede den ødelagte sokkel og den beskadigede skulptur onsdag morgen ved at se ud af sit køkkenvindue.


Det var en glad og også lidt stolt prins Henrik, der i sommeren 2016 var med til indvielse af sin skulptur Torso Maskulin. Foto: - Erik Petersen

- Det første jeg tænkte var: Hvad er der dog sket. Jeg hørte et bump eller et brag omkring klokken halv to eller to-tiden. Jeg tænkte ikke videre over det, og så så jeg først her til morgen, hvad der var sket, fortalte hun onsdag formiddag.

Magda Andresen håber ikke, at skulpturen, som kom til Tønder i et tæt samarbejde mellem kongehuset og de to givere, har været udsat for hærværk. Hun hælder - eller håber - mest til, at soklen under skulpturen har sat sig. Måske på grund at de seneste dages megen nedbør.

- Så har soklen måske fået et knæk, og så er den faldet sammen, siger hun.

En nærmere undersøgelse af den væltede skulptur viser skader, der kunne tyde på, at den omkring dens nederste region har været udsat for hårdhændet påvirkning. Harald Christensen føler sig overbevist om, at soklen er blevet smadret med en hammer eller mukkert.

Behøver ny sokkel

Christian Kjær-Andersen siger, at kommunen første opgave er at sikre skulpturen. Måske kan kunstmuseet i nabolaget træde til som midlertidig opbevaringssted. Herefter skal det undersøges, om de opståede skader kan repareres. Derefter skal der laves en ny sokkel.

- Det er en ærgerlig måde at bruge penge på. Og så har hele sagen også et element af foragt, idet man ødelægger noget, der betyder noget for andre, lyder det fra Christian Kjær-Andersen.