Politiet venter på både sydslesvigere og andre gæster ved Rømø Motorfestival i weekenden

Sidste år tog omkring 30.000 mennesker over Rømødæmningen til Rømø Motorfestival, der afvikles igen i denne weekend. Syd- og Sønderjyllands Politi er med på sidelinjen. 

Rømø Motorfestival løber af stablen for sjette gang i denne weekend. Politiet vil være til stede på vadehavsøen og vil gennemføre flere kontroller, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Arkivfoto:
Rømø Motorfestival løber af stablen for sjette gang i denne weekend. Politiet vil være til stede på vadehavsøen og vil gennemføre flere kontroller, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Arkivfoto: Matilde Bøjlund Andersen

Martin Franciere

JydskeVestkysten

fredag d. 19. august 2022 kl. 12:32

Rømø. Syd- og Sønderjyllands Politi gennemfører flere færdselskontroller i forbindelse med Rømø Motorfestival. Det er meldingen i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der samtidig meddeler, at man allerede torsdag tyvstartede med at gennemføre færdselskontroller på Rømø.

Rømø Motorfestival afvikles for sjette gang i år. I de første år fandt begivenheden på Lakolk Strand sted den første weekend i september, men den fartglade weekend er altså rykket til denne fredag til og med søndag.

Tæt trafik

Det internationale arrangement, der har deltagere fra mange lande, plejer at trække folk til fra nær og fjern. Faktisk er trafikken så markant, at der plejer at være køkørsel fra Skærbæk over dæmningen weekenden igennem - med lørdag som det helt store trækplaster.

Ifølge politiet kørte omkring 30.000 mennesker over Rømø-dæmningen for at se biler og race sidste år i samme weekend.

- Et sådant arrangement trækker mange køretøjer til øen og så er det naturligt, at vi også er til stede, siger operativ leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi politikommissær Mads Bruhn Lund i en pressemeddelelse.

Fra før 1947

Motorfestivalen foregår på Lakolk Stand og kun biler og motorcykler fra før 1947 må deltage i selve festivalen. Lørdag afvikles et race på stranden.

- Det er en festlig begivenhed, men færdselssikkerheden skal også være i orden. Derfor gennemfører vi flere kontroller, hvor vi har fokus på både fart, køretøjernes sikkerhed og andre forhold, oplyser Mads Bruhn Lund i meddelelsen.

Ved kontrollerne torsdag blev der generelt kørt pænt, så det kun blev til enkelte sager med overtrædelse af overhalingsforbud og manglende lovpligtige godkendelser. Syd- og Sønderjyllands Politi vil gennemføre yderligere kontroller på Rømø de kommende dage, lyder det advarende i pressemeddelelsen.