37-årig mand er fængslet sigtet for drab i Padborg

Efter et knivstikkeri i Padborg døde en 43-årig mand lørdag. Søndag blev den formodede gerningsmand varetægtsfængslet sigtet for drab.

En dommer ved retten i Sønderborg valgte søndag at varetægtsfængsle den drabsmistænkte. Foto:
En dommer ved retten i Sønderborg valgte søndag at varetægtsfængsle den drabsmistænkte. Foto: Claus Thorsted

pg

Padborg. En 37-årig mand er blevet sigtet for et drab i Padborg-området. Den 37-årige blev anholdt på gerningsstedet og blev i dag varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved retten i Sønderborg.

Offeret var en 43-årig mand.

Politiet modtog lørdag klokken 13.42 en anmeldelse om knivstikkeri på en adresse i Padborg. Ved politiets ankomst viste det sig, at en 43-årig mand var blevet stukket med kniv. Den 43-årige afgik kort efter ved døden. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 37-årig, formodet gerningsmand blev anholdt på stedet.

Politiet modtog tidligere på dagen lørdag anmeldelse om husspektakler på samme adresse. Ved politiets ankomst var der ro på stedet, og politiet talte med begge de tilstedeværende personer. Begge virkede rolige og ønskede ikke, at politiet foretog sig yderligere.

Politiet har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Søndag gennemførte politiet en såkaldt tryghedsskabende indsats i Padborg, hvor betjente var til stede med den mobile politistation i krydsset Jernbanegade/Ringgade.

Den 37-årige kærede ikke varetægtsfængslingen.

15 maj 2022, 13:29