Letsindig kvinde fra Tyskland udløste storalarm med helikopter ved Rømø. Hun slipper for kæmperegning

Pårørende slog alarm, da de ikke kunne se tysk kvinde og hendes barn på paddleboard ud for Rømø. En stor redningsaktion med helikopter blev iværksat. Men mor og søn var selv kommet sikkert i land. Nogen regning får kvinden ikke.

En redningshelikopter blev sendt til vejrs, mens en ambulance og politiet hastede til stranden. Genrefoto:
En redningshelikopter blev sendt til vejrs, mens en ambulance og politiet hastede til stranden. Genrefoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Uwe Iwersen

JydskeVestkysten

fredag d. 12. august 2022, kl. 12:07

Lakolk. Der blev ikke taget nogen chancer, da der torsdag middag klokken 12.28 blev slået alarm fra Sønderstranden på Rømø om en mulig drukneulykke.

En tysk mor og hendes barn var taget ud på vandet på et paddleboard. Der var næsten ingen vind, og vandet var blikstille. Men området omkring Sønderstranden er kendt for farlige strømninger. På et tidspunkt havde pårørende inde på land mistet øjenkontakten til kvinden og barnet, og da de efter et stykke tid stadig ikke var dukket op, blev der ringet 112.

Det udløste storalarm. Fra Rømø Havn og fra Sønderho satte redningsbåde kurs mod stranden, der blev sendt bud efter en redningshelikopter, og på landjorden hastede en ambulance og politiet til stedet. Helikopteren nåede til Rømø, inden aktionen blev afblæst. Mor og barn var kommet sikkert i land og genforenet med deres pårørende.

Og hvem skal nu betale?

- Ingen, lyder svaret fra Brand & Redning Sønderjylland, Kenneth Achner, Tønder.

- Det er en almen opfattelse, at man selv skal betale. Men det gælder i hvert fald ikke for Danmark. Når der bliver slået alarm, fordi folk er blevet væk fra hinanden, så rykker vi ud. Og der bliver ikke sendt en regning, siger Kenneth Achner.