Tysk mindretals formand tager fire år mere. Men så er det slut

Hinrich Jürgensen fra Gårdeby ved Tinglev er blevet genvalgt som formand for det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger i en ny fireårig periode. 

Hinrich Jürgensen lover, at han ikke læner sig tilbage i sin sidste formandsperiode. Foto:
Hinrich Jürgensen lover, at han ikke læner sig tilbage i sin sidste formandsperiode. Foto: Lars Salomonsen

Tinglev. Hinrich Jürgensen fra Gårdeby ved Tinglev blev tirsdag aften valgt til formand for det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger. På delegeretmødet i Tinglev fik den 62-årige 102 stemmer, mens to stemte imod og tre undlod at stemme.

Hinrich Jürgensen blev valgt som formand første gang i 2007. Dengang afløste han Hans Heinrich Hansen fra Egernsund.

Hinrich Jürgensen takkede de delegerede for tilliden, men havde på forhånd meddelt, at det blev hans sidste periode som formand.

- Det betyder dog ikke, at jeg vil læne mig tilbage, sagde Hinrich Jürgensen.

Han påpegede, at der stadig er rigtig mange udfordringer som for eksempel ligestillingen for det tyske gymnasium i Sønderjylland og fornyelsen af kontaktudvalget i København.

Derimod var der en udskiftning på posten som næstformand. Den hidtidige nummer to, Olav Hansen fra Haderslev, trak sin opstilling på forhånd, efter Rasmus Jessen fra Tønder havde meldt sig som modkandidat.

Den 30-årige fra Tønder mødte bred opbakning blandt de delegerede og fik 98 ja-stemmer, mens en stemte imod, syv undlod at stemme, og en stemmeseddel var ugyldig.

on 25 maj, 9:54
Gwyn Nissen
Nordschleswiger