Ville flygte: Narkobilist var undervejs med stjålne nummerplader

En narkobilist ville flygte til fods, da han blev standset af politiet i Sønderjylland natten til onsdag. Men så fortrød han.

Genrefoto:
Genrefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Michael Mogensen

JydskeVestkysten

onsdag d. 24. august 2022 kl. 10:49

Vojens. Først ville han stikke af. Så fortrød en 35-årig mand og gik tilbage til en politipatrulje ved Gabøl-rundkørslen mellem Vojens og Gram. Nu kan den uheldige bilist se frem til flere sigtelser.

Politipatruljen standsede manden ved Gabøl klokken lidt over to natten til onsdag. Han begyndte straks at løbe fra den personbil, han var kørende i, men fortrød, vendte om og gik tilbage til betjentene.

At trangen til at tage benene på nakken dukkede op, var måske forståeligt. Den 35-årige var påvirket af euforiserende stoffer. Han var frakendt retten til at køre bil. Han havde sat stjålne nummerplader på bilen. Denne var i øvrigt afmeldt.