Justitsminister Hummelgaard fortsætter med at rose grænsekontrollen

Kontrol ved grænsen er en god ting, fordi den forhindrer indsmugling af våben, og at farlige personer rejser ind, mener den danske justitsminister, Peter Hummelgaard.

Peter Hummelgaard mener, politiet allerede nu gør sig umage for at tilpasse kontrollen til den aktuelle situation. Foto:
Peter Hummelgaard mener, politiet allerede nu gør sig umage for at tilpasse kontrollen til den aktuelle situation. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Walter Turnowsky

Nordschleswiger

søndag d. 22. januar 2023, kl. 12:53

Kruså. Den danske regering vil ikke love, at indrejsekontrollen ikke bliver forlænget endnu en gang til maj, men har til gengæld forsikret, at man vil bede myndighederne om forslag til at gøre kontrollen mere tålelig for pendlerne. Dette gentog den danske justitsminister, Peter Hummelgaard (S) i en spørgetime i Folketinget torsdag. I et interview med Nordschleswiger udtaler Hummelgaard sig nu om spørgsmålet.

Du har gentagne gange nævnt dette, og står også i regeringsgrundlaget. Hvornår kommer grænselandets beboere til at mærke det?

- Det er en af de ting, vi må undersøge. Hermed følger vi regeringsgrundlaget, og vi er begyndt på at udarbejde det faglige grundlag. Nu har vi midlertidig grænsekontrol mindst frem til maj. Så må vi tage stilling til, hvad der efterfølgende skal ske med den. Samtidig ved jeg, at politiet allerede gør sig stor umage for at tage hensyn til lokale forhold, situationen i trafikken og lignende for at gøre grænsekontrollen så smidig som mulig. Men vi vil også fra politisk hold overveje, hvad vi kan gøre frem til maj for at mindske den belastning, som pendlerne i lokalbefolkningen oplever.

Spørger man pendlerne, de lokale og turisterne, mærker de ikke meget til, at kontrollen bliver tilpasset situationen, når de står i kø hver lørdag i feriesæsonen. Hvordan kan du hævde, politiet tager bestik af trafiksituationen?

- Jeg ved i hvert fald, at politiet bestræber sig på at mindske belastningen. Men grunden til, at vi har skrevet lempelser ind i regeringsgrundlaget, er, at vi ved, der er tale om en udfordring. Den ligger uden for rammerne af, hvad politiet kan gøre. Vi vil nu undersøge, om man kan træffe politiske beslutninger om at gøre det endnu smidigere. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke uddybe det yderligere.

Du nævner selv, at man før maj må skønne, om kontrollen skal forlænges. Kan du få øje på nogen tegn til, at du skulle nå frem til en anden konklusion end den foregående regering i oktober?

- Så vidt er vi endnu ikke. Generelt er vi tilfredse med at kunne have dette kontrolpres ved grænsen - ikke på grund af mistro til de borgere som pendler frem og tilbage, men fordi vi kan se, at vi opsnapper ting, som fører til efterforskninger. Det kan være beslaglæggelse af våben, afvisninger af personer eller informationer, der fører til yderligere efterforskning, når mistænkelige personer har krydset grænsen. Derfor mener vi, kontrol er et godt værktøj.

Du nævner selv beslaglæggelse af våben. For en stor dels vedkommende er der tale om peberspray. Hvor mange terrorister kender du, som benytter peberspray?

- Jeg kender ingen, men jeg ved, at peberspray er forbudt i Danmark. Vi ønsker ikke, det skal blive udbredt og en del af nattelivet. Også skydevåben bliver beslaglagt. Af sikkerhedsmæssige grunde kan jeg ikke sige noget til hverken Nordschleswiger eller andre aviser om konkrete forhold i forbindelse med terrortruslen.