RESUMEE
Nøgenhed og grænsekontrol er normalt ikke noget, der sættes i forbindelse med hinanden. Ikke desto mindre var synet af halvnøgne mennesker noget, der mødte bilisterne, som passerede grænseovergangen i Kruså lørdag formiddag.
Ungdomspolitikere fra det tyske mindretals ungdomsparti junge SPitzen i Sønderjylland smed her tøjet for at skyde billeder til en kommende nøgenkalender, der skal sætte fokus på den danske grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
Kruså. Nøgenhed og grænsekontrol er normalt ikke noget, der sættes i forbindelse med hinanden. Ikke desto mindre var synet af halvnøgne mennesker noget, der mødte bilisterne, som passerede grænseovergangen i Kruså lørdag formiddag.
Ungdomspolitikere fra det tyske mindretals ungdomsparti junge SPitzen i Sønderjylland smed her tøjet for at skyde billeder til en kommende nøgenkalender, der skal sætte fokus på den danske grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
- Vi tager ud til 12 grænseovergange og tager billeder. Meningen er, at det skal være sjovt, men også kritisk og politisk, fortæller formand for junge SPitzen, Katharina Kley.
Forbikørende kunne lørdag formiddag se de halvnøgne unge politikere ved grænseovergangen i Kruså. Foto: Sven Geissler
Nøgenhed skaber opmærksomhed
Ungdomspartiet udgav også en nøgenkalender i 2018, hvor de unge poserede halvnøgent foran kameraet med to-sprogede byskilte. Det skabte opmærksomhed om de unge politikeres ønske om dansk-tyske byskilte i det sønderjyske.
Kalenderen blev en succes, og netop derfor har ungdomspartiet valgt at smide tøjet igen.
- Det er et sjovt koncept, og det vækker opmærksomhed. Folk var glade for at købe kalenderen. Det er lidt provokerende, men som ungdomsparti kan vi tillade os at gøre nogle ting, man ikke kan i moderpartiet, siger Katharina Kley.
Som ungdomsparti kan junge SPitzen tillade sig nogle lidt provokerende ting, mener formand Katharina Kley. Foto: Sven Geissler
- Afskaf kontrollen
Ungdomspartiet har for nyligt fået en ny bestyrelse, der oven på sommerens modstand mod grænsekontrollen og lange bilkøer vil sætte gang i debatten.
- I sommerperioden er grænsekontrollen virkelig blevet problematiseret. Vi mener ikke, at det kan passe, at grænsekontrollen skal fortsætte som nu, lyder det fra formanden.
Vi går ind for et åbent EU med et åbent samarbejde. Det er trist, at landene bliver opdelt på den her måde.
Junge SPitzen ser allerhelst, at grænsekontrollen helt afskaffes. Sker det ikke, mener ungdomspartiet, at der bør etableres et såkaldt nabospor for pendlere og borgere i grænselandet, så de hurtigere kan passere grænsen.
- Bilkøerne skaber store udfordringer for pendlere, der hver dag skal over grænsen for at komme i skole eller på arbejde. Desuden har kontrollen en symbolværdi. Vi går ind for et åbent EU med et åbent samarbejde. Det er trist, at landene bliver opdelt på den her måde, siger Katharina Kley.
Jubel og dyttende biler
Ni unge klædte sig af på græsplænen foran kontrollen på den danske side. Mens mændene beholdt underbukserne på, beholdt kvinderne korte shorts og en stropløs top på.
Foran sig holdt de blanke skilte, så det lignede, at de bag skiltene var helt nøgne. Skiltene er blanke, men på billederne skal der redigeres budskaber på som »S (red. Slesvigsk Parti) for samarbejde« eller »S for et åbent Europa«.
På begge sider af gruppen kørte bilisterne enten ind i Danmark eller ind i Tyskland. Mange drejede hovedet smilende, da de så den halvnøgne flok, og der blev også både dyttet og jublet i løbet af den halve time, flokken fik taget billeder på grænsen.
- Når nogen spørger, hvordan det var, kan vi så blive enige om at svare, at det var grænseoverskridende, siger en af de unge kvinder humoristisk til gruppen.
Ifølge Katharina Kley var oplevelsen ikke så akavet, som den kunne have været.
- Det føles ikke så mærkeligt, når man er mange om det, lød det fra formanden, inden turen gik til næste grænseovergang.





