Forsvaret vender tilbage til grænsekontrollen mandag

Soldaterne fra grænsekontrollen har i fire uger midlertidigt hjulpet med regionernes vaccinationsindsats. 

Billede
Arkivfoto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Padborg. Mandag den 10. januar vender forsvaret tilbage til grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland. Syd- og Sønderjyllands Politi har i knap fire uger været uden forsvarets hjælp, da soldaterne siden tirsdag den 14. december har bidraget til vaccinationsopgaven i regionernes vaccinationscentre. 

Fra mandag får Syd- og Sønderjyllands Politi dermed igen forsvarets bistand til grænsekontrol, transport og bevogtningsopgaver ved grænsen.

- Vi har midlertidigt kunnet omprioritere nogle opgaver og indsatser, men er glade for at få soldaterne retur. De yder et væsentligt bidrag til at løse opgaverne ved grænsen, siger politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA) ved Syd og Sønderjyllands Politi.

Personalet fra Hjemmeværnet, der assisterer Syd- og Sønderjyllands Politi, har ikke været omfattet af ændringerne.

Soldaterne er klar til at tage vagter på grænsen igen fra mandag morgen.

7 jan 2022, 15:33
nh