Danfoss spreder grøn energi i stedet for gas: Kåret som årets danske virksomhed i Tyskland

Dansk-Tysk Handelskammer har netop kåret Danfoss som årets danske virksomhed i Tyskland. Prisen blev givet for Danfoss’ mangeårige indsats på det tyske marked, hvor virksomheden med både produktion og udvikling bidrager til den grønne omstilling i landet.

Prisen blev modtaget af Kim Fausing, koncernchef i Danfoss med hovedsæde på Nordals: - Tyskland er et helt særligt land for os. Ikke kun fordi vores koncern-hovedkvarter ligger få kilometer fra den dansk-tyske grænse, men også fordi det er et af vore vigtigste markeder med lokationer i hele landet.
Prisen blev modtaget af Kim Fausing, koncernchef i Danfoss med hovedsæde på Nordals: - Tyskland er et helt særligt land for os. Ikke kun fordi vores koncern-hovedkvarter ligger få kilometer fra den dansk-tyske grænse, men også fordi det er et af vore vigtigste markeder med lokationer i hele landet. Foto: Danfoss, JydskeVestkysten

Henrik Rath

JydskeVestkysten

søndag d. 30. oktober 2022 kl. 11:40

Nordborg/København/Flensborg. Danmarks største industrikoncern, Danfoss, med hovedsæde i Nordborg på Als blev lørdag udråbt som årets danske virksomhed i Tyskland ved en jubilæumsmiddag på Axelborg i København. Hæderen og prisen uddeles af Dansk-Tysk Handelskammer, der hvert år hylder en virksomhed fra henholdsvis Danmark og Tyskland for at have gjort en særlig indsats for erhvervssamarbejdet mellem de to lande.

Prisen blev modtaget af Kim Fausing, administrerende direktør i Danfoss.

- Vi er meget beærede. Tyskland er et helt særligt land for os. Ikke kun fordi vores koncern-hovedkvarter ligger få kilometer fra den dansk-tyske grænse, men også fordi det er et af vore vigtigste markeder med lokationer i hele landet. Vi investerer massivt i Tyskland, fordi landet er fokuseret på den grønne transformation gennem en mere energieffektiv infrastruktur og elektrificeringen af samfundet, sagde koncernchefen.

Læs også: Flensborg-fabrik skal vokse sig større gennem Danfoss-Fusion

I løbet af 2022 foretog Danfoss blandt andet en fusion med den tyske virksomhed Semikron, hvilket har sikret en førende position inden for såkaldt power elektronik, hvor elektrificeringen er en grundpille i den grønne omstilling.

Grønt i stedet for gas

Netop Tysklands arbejde med den grønne omstilling har haft stor betydning for prisen til Danfoss.

- Danfoss bidrager massivt til den grønne omstilling, som er et kernetema i både Tyskland og Danmark. I Tyskland står Danfoss stærkt med 14 lokationer og en årelang tilstedeværelse, hvor man støtter elektrificeringen i landet, sagde Reiner Perau, administrerende direktør i Dansk-Tysk Handelskammer i forbindelse med prisoverrækkelsen.

Læs også: Danfoss i Flensborg frygter ikke en forestående økonomisk nedtur

Med til kåringen var desuden Lykke Friis, som er direktør for Tænketanken Europa og stor Tysklands-kender.

- Ikke siden Berlinmurens fald har det været vigtigere, at Danmark styrker samarbejdet med Tyskland. På grund af den store energiafhængighed af Rusland har Tyskland et akut behov for at sætte fart på den grønne omstilling og ikke mindst spare på energien. Med det rette fokus kan vi øge Danmarks eksport til Tyskland markant i de kommende år med grønne løsninger fra Danfoss såvel som en lang række andre virksomheder, sagde hun.

Tyskland er det tredje største marked for Danfoss og et vigtigt et i koncernens strategi med at højne væksten. Danfoss har været til stede i Tyskland siden 1952 og beskæftiger over 4200 mennesker i landet.