Energikrise kan accelerere Danfoss-transformation

Danfoss er godt i gang med at positionere sig inden for elektrificering. Krise skubber på udviklingen.

Danfoss og administrerende direktør Kim Fausing (på billedet) har store forventninger til forretningsområdet elektrificering. Selskabet forventer, at samarbejdet med tyske Semikron kan fordoble omsætningen de kommende fem år. Arkivfoto:
Danfoss og administrerende direktør Kim Fausing (på billedet) har store forventninger til forretningsområdet elektrificering. Selskabet forventer, at samarbejdet med tyske Semikron kan fordoble omsætningen de kommende fem år. Arkivfoto: Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix

ritzau


tirsdag d. 23. august 2022 kl. 21:14

Nordborg. De fleste forbinder Danfoss med de termostater, som sidder på radiatorerne i mange hjem.

Men den familieejede sønderjyske energikoncern har med tiden knopskudt i mange retninger. Tidligere i år blev et nyt kapitel i virksomhedens historie indledt, da man indgik en samarbejdsaftale med tyske Semikron.

Samarbejdet skal styrke Danfoss’ position indenfor elektrificering. Det fortæller selskabets administrerende direktør, Kim Fausing.

- Elektricitet bliver den mest betydende energikilde fremover, hvad enten det gælder transport, vedvarende energi eller i industrien.

- Aftalen med Semikron bringer os godt på vej til at få en ledende position på det her område.

- Vi står nu med en global forretning med 4-5 milliarder euro i omsætning, og vi har 3500 af de mest kvalificerede specialister inden for elektrificering, siger Fausing.

Han forventer, at det fælles selskab Semikron Danfoss fordobler sin omsætning inden for elektrificering i løbet af de kommende fem år. Udviklingen får ikke mindre fart af den nuværende energikrise, der får alle til at kigge efter alternativer til naturgas og fossile brændsler.

Manglen på gas har også sat endnu større fokus på energieffektivitet - altså hvordan man får mest muligt ud af den energi, man forbruger.

Og spørger man Kim Fausing, var det på høje tid.

- Det er fint at udbygge den grønne energi. Men det største håndtag, vi har, når vi skal absorbere det, vi oplever lige nu, er at bruge energien smartere.

- Vi taler om det hele tiden i Danfoss, men jeg ville ønske, at der var ligeså meget lidenskab for det politisk, som der er for at bygge mere grøn strøm, siger direktøren.

Han pointerer, at mange af selskabets løsninger har kunnet tjene sig selv ind på en kort årrække, og tilbagebetalingstiden er kun blevet kortere i takt med de stigende energipriser.

- Dermed er de økonomiske grunde til at sætte mere fokus på energieffektivitet kun blevet endnu mere tydelige, selv om de sker af de forkerte årsager, siger direktøren.

Danfoss omsatte i første halvår af 2022 for 4,9 milliarder euro. Forventningen til året som helhed er, at man for første gang nogensinde runder 10 milliarder euro i årsomsætning.

Det kan sende koncernen op i top-10 på listen over de største virksomheder i Danmark målt på omsætning. Her lå Danfoss i 2021 nummer 16.