Region Syddanmark: Hotline skal give krisehjælp til krigspåvirkede ukrainere

Ukrainske statsborgere bosiddende i Syd- og Sønderjylland og på Fyn kan få krisehjælp over telefonen.

Krisen i Ukraine kan være en stor følelsesmæssig belastning for mange herboende ukrainere, vurderer regionsformand Stephanie Lose (V). Region Syddanmark har derfor etableret en hotline, hvor personer med tilknytning til Ukraine kan få akut krisehjælp. (Arkivfoto).
Krisen i Ukraine kan være en stor følelsesmæssig belastning for mange herboende ukrainere, vurderer regionsformand Stephanie Lose (V). Region Syddanmark har derfor etableret en hotline, hvor personer med tilknytning til Ukraine kan få akut krisehjælp. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix
tirsdag d. 1. marts 2022 kl. 11.32

Region Syddanmark har oprettet en krisehotline for ukrainske statsborgere bosiddende i Syd- og Sønderjylland og på Fyn.

Det er et tilbud om akut krisehjælp til herboende ukrainere, som er berørt af krisen i Ukraine, forklarer regionsformand Stephanie Lose (V).

- Der er mange borgere i vores region med ukrainsk baggrund, og det er naturligt, at en del af dem er under en meget stor følelsesmæssig belastning. Derfor kan det ikke udelukkes, de har brug for hjælp.

- Det er baggrunden for, at vi har oprettet en hotline, sådan som vi også har gjort i andre ekstraordinære situationer, siger formanden for regionsrådet.

Den nye krisehotline med telefonnummer 99445060 er bemandet af medarbejdere fra regionens psykiatriske akutmodtagelser.

Regionsformanden understreger, at alle borgere - uanset nationalitet - altid og uden henvisning kan møde op på de psykiatriske akutmodtagelser i Vejle, Aabenraa, Esbjerg og Odense.

- Det er ikke fordi, de får mere hjælp, hvis de ringer på vores nye hotline frem for at henvende sig via de psykiatriske akutmodtagelser.

- Men vi har erfaring for, at hvis vi laver en hotline med et dedikeret telefonnummer bemandet med folk, der ved, hvad det drejer sig om, og med mulighed for at stille tolkning til rådighed, så er man lidt mere tilbøjelig til at opsøge hjælpen, siger Stephanie Lose.

Sidst regionen oprettede en lignende krisehotline var, da minkerhvervet blev pålagt at aflive deres dyr.

Det skabte frustrationer hos minkavlere og deres familier, og det var baggrunden for, at Region Syddanmark søsatte en hotline.

Efterfølgende gjorde flere af landets fem regioner det samme.

Ifølge Stephanie Lose er der et betydeligt antal ukrainske statsborgere i Region Syddanmark, som er beskæftiget blandt andet inden for landbruget.

Initiativet med den nye hotline er ifølge regionsformanden kommer næppe til at stå alene, vurderer regionsrådsformanden, som også er formand for Danske Regioner.

- Vi ser allerede på andre måder at hjælpe på. Eksempelvis ved at stille ledige arealer til rådighed til at huse eventuelle flygtninge, hvis kommunerne har brug for kapacitet, ud over det de selv kan levere.

- Og så ser vi på behovet for at bidrage med sundhedsfaglig bistand til dem, der kommer hertil. Man kan jo heller ikke udelukke, at der vil komme sårede hertil med brug for hjælp, siger Stephanie Lose.