Forunderlig beretning: Hvorfor mente nazisterne, at en 14-årig fra mindretallet skulle slås ihjel?

Ernst Lossas største forbrydelse var - efter nazisternes mening - at han kom fra et mindretal.

Ernst Lossa som tre-årig - da han endnu levede sammen med sine forældre.
Ernst Lossa som tre-årig - da han endnu levede sammen med sine forældre. Privat
jn@fla.de
tirsdag d. 18. april 2023 kl. 10.16

Dette er en historie fra arkivet på Flensborg Avis, som vi synes, læserne skal have en ekstra chance for at læse. Den er første gang publiceret den 6. august 2020.

Irsee. Det var en lidt usædvanlig procession, der for 76 år siden - den 9. august 1944 - bevægede sig igennem gangene på en institution for sindslidende i Irsee, i nærheden af Kaufbeuren i det sydlige Tyskland.

Der var stedets leder, Josef Frick, en sygehjælper, Paul Heichele, og en sygeplejerske, Pauline Kneissler. De skulle ned for at give en af stedets beboere en indsprøjtning. Normalt skulle en enkelt person være nok til noget sådant, og at der var tre i stedet hang sammen med, at der var en mistanke om, at modtageren af sprøjten måske ville have en kraftig formodning om, at der var noget andet i sprøjten end det middel mod tyfus, som de sagde.

I forvejen havde de ladet den 14-årige Ernst Lossa falde i søvn, for måske ville han kunne vækkes og så være så omtumlet af søvn, at han ville være lettere at have med at gøre. Og selv om den 14-årige ifølge nogle kilder strittede imod, lykkedes det til sidst at få givet indsprøjtningen. Det var søster Pauline, der førte sprøjten, og det havde hun gjort mange gange før. I sprøjten var der en overdosis af et sovemiddel eller et morfinprodukt. Ernst faldt efter kort tid hen, og for en sikkerheds skyld gav søster Pauline ham en sprøjte mere. Næste dag døde han hen på eftermiddagen og blev begravet uden for anstalten. I hans sygejournal blev dødsårsagen angivet som »lungebetændelse«.

Det hele foregik på en klinik for sindslidende, og den 14-årige - der snart ville være fyldt 15 - blev dræbt som et led i nazisternes såkaldte euthanasi-program. Unyttige munde, der aldrig ville kunne arbejde almindeligt og kun ville være med til at forgifte den tyske folkesjæl, skulle ifølge nazisterne dræbes. Men Ernst Lossa var ikke syg i sindet. Han havde været lidt langfingret, men ellers var hans største forbrydelse - efter nazisternes mening - at han kom fra et mindretal.

Jenische

Ernst var nemlig en af de såkaldte »jenische«. Det var et folkeslag, hvis oprindelse var lidt uklar, men som for nogle århundreder siden i Centraleuropa opstod ud fra folk fra underklassen, der ikke gik i gang med almindelig beskæftigelse, men i stedet blev farende svende og fra beboelsesvogne solgte alt muligt og udførte småreparationer rundt omkring i især Tyskland og Schweiz. Så af nazisterne blev de betegnet som »sigøjnere« - selv om deres oprindelse rent etnisk set klart var europæisk, og forfædrene ikke stammede fra Indien ligesom hos romaerne.

Ernst Lossa kom til verden i Augsburg den 1. november 1929. Her slog forældrene, Anna og Christian, sig ned i den kolde årstid, når de ikke kunne drage rundt med deres vogn og sælge ting og sager. Allerede dengang var det svært at få arbejde for folk, der var kendt for at være nogle af de vandrende. Så familiens levestandard var dårlig. Ernst var det første barn, og senere kom de to søstre, Amalie og Anna, og en bror, Christian.

Da nazisterne kom til magten i 1933, blev forholdene dårligere for blandt andet det jenische mindretal. Der blev ikke givet mange tilladelser til at udøve deres form for erhverv, og faderen drømte om at udvandre til USA. Det skulle blive en drøm, som Ernst ville have hele sit korte liv: Væk fra Tyskland og over til det store, frie og rige USA.

Men det var ikke så let: Familien havde ikke ret mange penge, og moderen var syg. Hun skulle indlægges og kom på sygehuset i 1933 på et tidspunkt, da faderen var ude på landevejene for at prøve at tjene penge. Moderen døde i september 1933 af tuberkulose, og allerede forinden var de fire børn kommet på børnehjem, hvor den yngste nogle år efter også døde.

Det gik ikke godt

I børnehjemmet Hochzoll i nærheden af Augsburg viste det sig, at Ernsts far også en overgang havde boet her.

- Hvad laver han nu, spurgte den lokale leder Ernst, der svarede, at faderen ikke befandt sig i delstaten.

- Ak, disse sigøjnere, sagde priorinden.

- Vi er ikke sigøjnere, vi er jenische, svarede Ernst.

Hen i september 1933 blev han en dag afhentet af faderen sammen med de to søstre, der også boede på stedet. Turen gik dog ikke hjem - men til moderens begravelse. Og bagefter kom de tilbage til børnehjemmet - for faderen kunne ikke overskue at have dem hos sig. I stedet fik de besøg af deres bedstemor - indtil en dag i 1937, da hun også døde.

Men det gik ikke godt for Ernst. Han klarede sig dårligt i skolen, og han blev adskillige gange taget i tyverier. Det hjalp heller ikke på det hele, at han erfarede, at hans far var blevet spærret inde i kz-lejren Dachau. Han havde prøvet på at opretholde sit omrejsende erhverv, og det var nok til, at han blev spærret inde. I 1938 kom han på fri fod, men allerede året efter blev han igen spærret inde, og sådan fortsatte det frem til 1942, da han døde i kz-lejren Flossenbürg. Han var 35 år gammel, og på dødsattesten stod der »hjertesvigt«.

I 1940, altså efter at Anden Verdenskrig var gået i gang, blev Ernst overflyttet til et nazistisk opdragelseshjem i byen Indersdorf. Det blev til en bevæget afsked med de to søstre, der blev i Hochzoll. Med dem var der ikke så store problemer som med den lidt uregerlige Ernst. På vejen til Indersdorf kom toget forbi Dachau, og Ernst overvejede at springe af og se faderen - der på det tidspunkt forlængst var spærret inde et andet sted.

Psykopat

I 1941 kom faderen kort på besøg:

- Tager du mig med hjem, spurgte Ernst, men svaret var nedslående:

- Det kan jeg ikke, svarede faderen, der betonede, at han havde nok at gøre med at holde sig selv i live.

Det var sidste gang, Ernst Lossa så sin far. Christian Lossa blev stoppet af politiet i Nürnberg, og da det viste sig, at han ikke havde nogen fast adresse, at han var vandrende sælger, og at han tidligere havde været to år i Dachau, var sagen klar for betjentene. Hvad faderen virkelig døde af i kz-lejren er uvist.

Der var også problemer med Ernst i Indersdorf. Han blev af en psykiater betegnet som »psykopat«, selv om han også blev karakteriseret som er person med en »gennemsnitlig begavelse«. Og denne diagnose skulle vise sig at være specielt farlig for Ernst Lossa. 

Mentalt sygehus

I april 1942, cirka en måned før faderens død, blev han flyttet til det mentale sygehus i Kaufbeuren. Med andre ord blev han overflyttet fra et børnehjem for ofte vanskelige unge til et hjem for sindslidende. Det var samtidig et sted, hvor nazisterne gennemførte deres såkaldte euthanasi-program. I løbet af krigen blev omkring 200.000 personer med forskellige mentale diagnoser aflivet. Først skete det centralt, men da modstanden i den tyske befolkning blev for stor, fortsatte man decentralt. I Kaufbeuren blev i alt 2400 patienter aflivet.

Da man var gået over til en decentral aflivning, kom stedets chef, Valentin Faltlhauser, på en god idé til, hvordan man kunne blive af med dem, som nazisterne ofte kaldte »unyttige munde«: En del af patienterne fik serveret suppe kogt på grøntsager tre gange om dagen. Grøntsagerne havde kogt så længe, at der stort set ingen næringsværdi var i suppen. Det betød, at patienterne blev svagere, fik diverse sygdomme og ret hurtigt døde.

Det syntes at være noget, som Ernst Lossa ret hurtigt fandt ud af i Kaufbeuren, ligesom han noterede sig, at mange af patienterne - da man var gået over til den decentrale euthanasi - ofte ikke levede ret længe efter, at de havde fået en indsprøjtning eller nogle tabletter opløst i hindbærsaft.

Den 5. maj 1943 forlod Ernst Lossa Kaufbeuren for at blive overflyttet til filialen Irsee fem kilometer væk. Her havde han planer om at stikke af - men det blev ikke til noget inden den aften i 1944, da han blev henrettet. Alt tyder på, at hans forbrydelse med nazistiske øjne bestod i, at han var et såkaldt asocialt væsen fra et mindretal.

Milde domme

Da den amerikanske hær et år senere rykkede ind i området, begyndte man at efterforske blandt andet de mange drab på sindslidende i Kaufbeuren og filialen i nærheden. Og her kom sagen om Ernst Lossa også frem i lyset. Amerikanerne fandt ud af, at han sikkert også måtte dø, fordi han havde set for meget og efter krigen kunne tjene som vidne.

Efter nogle år blev amerikanernes efterforskning overgivet til de nye tyske myndigheder, og der blev afviklet en retssag i 1949. Her fik Valentin Faltlhauser, der var leder af anstalten i Kaufbeuren, tre års fængsel, hvoraf det meste blev eftergivet, og blandt andet de to plejere, der var med til at slå Ernst Lossa ihjel, fik et års og fire års fængsel. Det viste sig, at den sygeplejerske, der havde ført nålen, allerede forinden havde været med, da sindssyge blev gasset i Tyskland.

Ernsts to søstre blev på det børnehjem, hvor de havde været sammen, og overlevede krigen. De har indtil i dag ikke fået nogen godtgørelse for drabet på deres bror - og de har heller ikke fået nogen undskyldning.