Direktør forlader værftet i Flensborg med øjeblikkelig virkning

Philipp Maracke trækker sig som direktør for FSG, som han har stået i spidsen for siden 2020.

Philipp Maracke har angiveligt trukket sig efter eget ønske. Foto:
Philipp Maracke har angiveligt trukket sig efter eget ønske. Foto: Martin Ziemer
pgm@jv.dk
torsdag d. 8. juni 2023 kl. 10.47

Flensborg. Ifølge SHZ er Philipp Maracke med øjeblikkelig virkning stoppet som direktør for FSG og dermed også Nobiskrug i Rendsborg.

Angiveligt har Maracke forladt virksomheden efter eget ønske.

Maracke tog over som direktør for værftet i Flensborg i 2020. På dette tidspunkt havde værftet overstået en rekonstruktion, men havde ingen eksterne bestillinger i ordrebogen.

Selv har hverken Maracke eller værftets ejer, Tennor Holding, og dermed investor Lars Windhorst udtalt sig om den nye situation over for mediehuset. 

Kilder bekræfter over for Flensborg Avis, at Maracke er fratrådt. Det er hidtil ikke lykkedes at få fat på Tennor Holdings informationstjeneste.

Philipp Maracke er uddannet økonom med en MBA fra IE Business School i Madrid. Inden han kom til værftet i Flensborg var han direktør for German Naval Yards i Kiel.