Liveblog-Arkiv: 30.11.2020 Igen er smitten beskeden i Slesvig-Holsten
Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og i Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.
Smitte holder sig i ro i Tyskland
01.11.2020 07:38
Berlin. I løbet af 24 timer er der indberettet 13.604nye tilfælde af coronavirus i Tyskland. Det oplyser Robert Koch Instituttet tirsdag morgen. Sidste tirsdag var der nogenlunde ligeså mange, nemlig 13.554. Den hidtidige rekord blev sat sidste fredag med 23.648 infektioner.
På et døgn har 388 smittede mistet livet. Det er det fjerdehøjeste antal under epidemien.
Generelt er antallet af dødsfald steget på det seneste, hvilket også var forventeligt i betragtning af den markant stigende smittespredning. Det hidtil største antal dødsfald indtraf sidste onsdag, hvor 410 mistede livet.
Efterhånden har 16.636 smittede mistet livet under epidemien.
Nu er 1.067.473 testet positive siden foråret. 758.800 smittede skønnes at være raske igen.
Kontakttallet ar frem mod tirsdag faldet fra 0,95 til 0,91, så hver inficeret i gennemsnit giver virussen videre til 0,01 andre. Så længe denne værdi er under 1,0, aftager antallet af smittede over tid.
(dpa)
Igen er smitten beskeden i Slesvig-Holsten
01.12.2020 07:20
Kiel. Efter det forventeligt lave antal smittemeldinger mandag, hvor der altid bliver testet og indrapporteret færre coronatilfælde i weekenden, er tallet i Slesvig-Holsten også lavt tirsdag morgen. Hvor 71 nye var testet positive mandag, steg antallet frem mod tirsdag blot med ti til 81. I samme tidsrum har der været to dødsfald, der begge er konstateret i Pinneberg lige nord for Hamborg. Det oplyser regeringen i Kiel.
I Nordfrisland er der konstateret to nye smittede. I både Flensborg Kommune og og Rendsborg-Egernførde Amt er der et enkelt nyt tilfælde. Slesvig-Flensborg Amt melder ikke om ny smitte.
Kiel har fundet yderligere ti personer med coronavirus.
Også med hensyn til ny smitte er Pinneberg hårdest ramt med 32 tilfælde.
Efterhånden har 16.633 i delstaten fået konstateret coronavirus, mens 255 smittede har mistet livet.
For øjeblikket er 124 smittede indlagt. Af dem får 26 intensiv behandling.
Flensborg Avis siger godnat
Tøjfirma profiterer af pandemi
30.11.2020 16:17
Mönchengladbach. Det tyske tøjfirma, von Laack, trådte hurtigt ind i produktionen af mundbind, da coronapandemien brød ud i marts.
- Vores salg er mere end fordoblet i år på grund af de 100 millioner solgte masker og tolv millioner solgte kitler, sagde virksomhedschef Christian von Daniels til düsseldorfske Rheinischen Post.
Virksomheden producerer i øjeblikket omkring 15 millioner mundbind om måneden, som derefter sælges i mere end 30.000 steder - fra Grækenland til Portugal. Da produktionen toppede - omkring maj - blev der produceret én million masker OM DAGEN, fortæller virksomhedschefen.
/DPA/
Overlæge: Ingen overbevisende effekt af nuværende restriktioner
30.11.2020 15:26
København. Åse Bengård Andersen, ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, kalder den seneste udvikling i smittetallene for “nogenlunde stabil”.
Men hun er bekymret over, at tallene ikke ser ud til at være faldende.
- Jeg kan ikke se nogen bedring endnu. Jeg er stadigvæk lidt foruroliget over, at der ikke er noget fald at spore på de parametre, som vi følger med i, siger Åse Bengård Andersen. Hun mener derfor ikke, at det vil være en dum idé med flere restriktioner.
Der er 1129 nye tilfælde af coronasmitte. Højeste positivprocent blandt corona testede siden 5. november
Der er registreret 1129 nye tilfælde af coronasmitte i Danmark.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) mandag i sin daglige opdatering. Ifølge seruminstituttet er der blevet foretaget 59.994 prøver for coronavirus det seneste døgn.
I forhold til antallet af konstaterede smittetilfælde giver det en positivprocent på 1,88. Det er den højeste positivprocent siden 5. november, hvor det ligeledes var 1,88 procent af de testede, der blev testet positive.
Thomas Thomasberg er gået i selvisolation. (ARKIVFOTO). - Ritzau
Randers-træner går i selvisolation før Lyngby-kamp
30.11.2020 15:21
Randers. Randers FC får en anderledes træningsuge end normalt frem mod søndagens kamp mod Lyngby i Superligaen.
Cheftræner Thomas Thomasberg oplyser til Randers Amtsavis, at hans hustru er testet positiv for coronavirus.
Derfor er han gået i hjemmekarantæne og kan tidligst være tilbage på træningsbanen på fredag.
- Der er ingen af os, som er dårlige. Men jeg har svært ved at bedømme, om jeg også er smittet med corona.
- Der er lidt ømhed i kroppen og en følelse af, at hovedet er lidt tungere. Men der går nok også lidt paranoia i den, når jeg ved, at min kone er smittet, siger Thomas Thomasberg til avisen.
Cheftræneren fortæller, at han og hustruen blev mistænksomme, da hustruen mistede lugtesansen.
/Ritzau/
Passau er Tysklands korona-hotspot
30.11.2020 14:30
Passau. Den niederbayerske by Passau, som ligger lige op af Østrig, er lige som Hildburghausen i delstaten Thüringen blevet Tysklands corona-hotspot. Det skriver Robert Koch-Instituts (RKI).
Mandag lå antallet af smittede på 579,5 per 100.000 indbyggere på en uge. Den anbefalede kvote ligger på 50 per 100.000 indbyggere.
Årets ord 2020 er blevet kåret
30.11.2020 14:20
Berlin. Flere ord kåres hvert år i Tyskland, som årets ord. Det er ofte nye ord, der har præget året, og som befolkningen bruger meget. Her er listen af udkårede ord:
1. Corona-Pandemie
2. Lockdown
3. Verschwörungserzählung
4. Black Lives Matter
5. AHA
6. systemrelevant
7. Triage
8. Geisterspiele
9. Gendersternchen
10. Bleiben Sie gesund!
/DPA/
Moderna vil mandag søge om en betinget godkendelse af selskabets coronavaccine i Europa og USA. dpa - Bildfunk+++ - Patrick Seeger
Moderna-vaccine har effekt på 94 procent
30.11.2020 14:01
København. Coronavaccinen fra medicinalselskabet Moderna har en effektivitet på 94,1 procent. Det viser de fulde resultater af fase 3-studier.
Moderna vil mandag søge om betinget godkendelse af vaccinen i Europa og en nødgodkendelse i USA.
Studierne viser, at der ikke er alvorlige bekymringer omkring sikkerheden ved vaccinen, meddeler selskabet.
Moderna melder samtidig om en succesrate på 100 procent, når det handler om at forebygge alvorlige tilfælde af covid-19.
Med den ansøgning om nødgodkendelse, der ventes at blive sendt til den amerikanske lægemiddelstyrelse mandag, er det sandsynligt, at Modernas vaccine bliver den anden, der ventes at blive godkendt i USA i år.
Pfizer og tyske Biontech er en uge længere i forløbet end Moderna.
/ritzau/Reuters
Flere coronarestriktioner på vej til hovedstadskommuner
30.11.2020 14:00
København. 17 hovedstadskommuner kan snart se frem til flere restriktioner for at nedbringe coronasmitten, oplyser flere kilder til Ritzau.
Sundhedsordførerne fra de forskellige partier har mandag formiddag været til orienteringsmøde om de mulige restriktioner.
Det er uvist, hvilke tiltag der tages i brug, og det er heller ikke meldt ud, fra hvornår de skal gælde. I øjeblikket er der allerede en række coronarestriktioner for hele landet, som gælder til 2. januar.
Ekstra Bladet erfarer, at der er tale om blandt andet mere hjemmearbejde, og at der også kommer stramninger på fritidsområdet for børn og unge.
TV2 erfarer, at der bliver mere virtuel undervisning på videregående uddannelser, og at klasser i grundskolerne ikke må blandes sammen.
/ritzau/
Skattestyrelsen mener, at en række personer har givet forkerte oplysninger for at score billige coronalån. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix
19 er anmeldt til politiet for at snyde sig til coronalån
30.11.2020 12:55
København. Politiet skal nu afgøre, om 19 personer skal tiltales for at have forsøgt at snyde sig til rentefrie momslån under coronakrisen.
Det er Skattestyrelsen, der har anmeldt sagerne.
Ingen af de 19 fik dog udbetalt lån og derfor er der i alle tilfælde tale om forsøg. Det samlede beløb er på 5,4 millioner kroner.
I Skattestyrelsen oplyser underdirektør Kim Tolstrup til dr.dk, at anmeldelserne drejer sig om afgivelse af urigtige oplysninger til offentlig myndighed.
- Vi ser alvorligt på det, fordi man forsøger at berige sig på fællesskabets bekostning, siger han.
Netop ordningen med momslån er vanskelig at svindle med, fordi en række objektive krav skal være opfyldt.
Beløbet er da også meget beskedent i forhold til de samlede momslån, som er ydet til 23.600 små og mellemstore virksomheder. Under 0,1 procent er blevet anmeldt til politiet.
I perioden fra 5. maj til 15. juni er der udbetalt rentefri lån for godt 6,8 milliarder kroner, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen har netop åbnet for anden runde af ansøgninger til rentefri lån i moms eller løn. Den løber frem til 18. december.
Især har Erhvervsstyrelsen været flittige til at sende anmeldelser for forsøg på svig med andre ordninger, som Folketinget har indført for at afbøde virkningerne af coronakrisen.
Langt de fleste af disse anmeldelser drejer sig om fup i forhold til at opnå lønkompensation.
I politiet og anklagemyndigheden er andre sager blevet skubbet til side for at opnå hurtige afgørelser i retten, og der er afsagt dom i et par sager.
Her har det vist sig, at straffen er blevet cirka tredoblet i forhold til det normale niveau. Folketinget har i en hastelov angivet, at en firedobling kan komme på tale.
I den seneste opgørelse fra Bagmandspolitiet hed det i begyndelsen af november, at anmeldelserne drejer sig om i alt cirka 48 millioner kroner, hvoraf 8,6 millioner kroner er udbetalt.
/ritzau/
Covid-vaccinernes langtidsvirkning
30.11.2020 12:49
Berlin. Overskrifterne er optimistiske: coronavaccinen fra Moderna og Biontech skulle beskytte 90 procent af de vaccinerede mod virussen, og vaccinen fra det britisk-svenske medicinalfirma AstraZeneca skulle beskytte 70 procent af de vaccinerede.
På nuværende tidspunkt vides kun meget lidt om langtidsvirkningen. En undersøgelse foretaget af La Jolla Institute of Immunology i Californien har kigget på temaet. Ifølge resultaterne kan både antistoffer og T-celler - immunsystemets to centrale våben – stadigvæk spores i blodet mindst fem måneder efter vaccinen. Der er dog ingen yderligere studier, som bekræfter resultatet.
For Thomas Jacobs fra Bernhard Nocht Institute for Tropical Medicine i Hamborg er disse resultater opmuntrende. Han mener, at vaccinen sandsynligvis producerer et endnu bedre antistofrespons end, hvis man bliver smittet naturligt. Så længe kroppen producerer antistoffer, kan man i hvert fald antage, at kroppen er delvis eller fuldstændig immun overfor virussen, siger Thomas Jacobs.
/DPA/
Mere coronahjælp kan være på vej
30.11.2020 12:31
Berlin. Den føderale regering har allerede afsat milliarder til den tyske økonomi, men der kan være mere på vej, siger Helge Braun (CDU), der er leder for Forbundsdagen.
- Hvis det er nødvendigt, bliver vi nødt til at sætte ind og støtte de områder af erhvervslivet, der er hårdt ramt, siger han i mandagsudgaven af Handelsblatt.
Støtten fortsætter højestsandsynligt ikke på samme måde som på nuværende tidspunkt, siger han.
Emnet bliver diskuteret mandag på en online konference, hvor finansministrene fra delstaterne samles.
/DPA/
Ingen lempelser over nytår i Baden-Württemberg
30.11.2020 12:10
Stuttgart. Coronarestriktionerne strammes yderligere lige efter juledagene i Baden-Württemberg. Den grønne/sorte regering lemper restriktionerne fra 23. til 27. december, men bekræfter nu, at de kommer stærkere tilbage den 28. december. Det fortæller en talsmand mandag.
Det er en bred vifte af ministre, der med ministerpræsident Winfried Kretschmann (De Grønne) i spidsten, har taget beslutningen.
Det bliver muligt at bo på hotel i Baden-Württemberg i juledagene.
/DPA/
Antallet af coronasmittede ligger lidt over forrige uge
30.11.2020 11:14
Berlin. Sundhedsmyndighederne har som forventet meddelt forholdsvis få nye coronasmittede til Robert Koch Institute (RKI). Mandag morgen blev 11.169 nye tilfælde registreret i løbet af 24-timer.
Fredag i sidst uge (20. november) lå smittetallene på 23.648, og sidste mandag lå de på 10.864 smittede. Tallene er forholdsvis lave søndag og mandag, fordi færre bliver testet - ifølge RKI.
På 24-timer er 125 personer døde i Tyskland. Det samlede antal mennesker, der er døde af eller med Sars-CoV-2, er steg til 16.248.
I alt er 1.053.869 personer blevet registreret med corona i Tyskland (pr. 30. november 00:00). Afd dem er omkring 739.100 personer raske igen.
Den såkaldte syv-dages R-værdi ligger på 0,95 (forrige dag: 0,96). Det betyder, at af 100 smittede personer bliver omkring 95 andre smittede. Når værdien ligger under 1 over længere tid, aftager smitten.
Restaurationsbranchen forventer en omsætningen på blot ti procent af det normale i en coronaramt julemåned. Pixabay
Restauranter: Ni ud af ti julefrokoster i år er aflyst
30.11.2020 11:09
København. Normalt er december højsæson på landets hoteller, restauranter og konferencecentre, som plejer at bugne af julefrokostgæster. Men det ser coronakrisen i år ud til at spænde ben for.
Ni ud af ti julefrokoster i år er nemlig blevet aflyst. Sådan lyder vurderingen i en medlemsundersøgelse fra Horesta, der er brancheorganisationen for hoteller og restauranter.
Det skriver Horesta i en pressemeddelelse.
Normalt ligger julefrokostomsætningen i hotel- og restaurationserhvervet på cirka 2,5 milliarder kroner. I år ser det helt anderledes ud.
- Vores medlemmer vurderer, at omsætningen i år kun bliver på cirka ti procent af det normale, siger Jonas Kjær, der er cheføkonom hos Horesta, i meddelelsen.
De meget få julefrokoster kan få meget store konsekvenser for restaurationsbranchen, der i forvejen er hårdt ramt efter mange måneder med coronavirus, vurderer han.
- For nogle virksomheder er det den aktivitet, som giver størst omsætning, siger Jonas Kjær.
- Samtidig er omsætningen i december med til at hjælpe mange virksomheder igennem januar og februar, der er de måneder, hvor færrest går ud og spiser.
/ritzau/
Superligaen og 1. division afprøver coronatest, der skulle kunne give svar på en halv time. - Ritzau Scanpix (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) - Ritzau Scanpix
Superligaen forsøger sig med lynhurtige coronatest
30.11.2020 09:29
København. Det skal gå stærkere med at få svar på coronatest i Superligaen. Derfor skyder Divisionsforeningen nu et pilotprojekt i gang om at lynteste spillere for coronavirus i situationer, der kræver hurtigt svar. De nye test skal give svar på 30 minutter.
Det fortæller Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, i en pressemeddelelse mandag.
- Potentialet i lyntest med pålidelige svar er kæmpestort for professionel fodbold. Det er et scoop, at vi nu kan supplere de ugentlige test med sikre lyntest, når vi har behov for at få svar hurtigt.
- Det kan for eksempel være, hvis en spiller pludselig begynder at udvise symptomer, eller hvis et hold får en spiller til prøvetræning, siger Claus Thomsen.
De hurtige PCR-test skal ikke forbi et laboratorium, som typisk tager længere tid. Svartiden har indtil nu som udgangspunkt været et halvt til et helt døgn.
De nye lyntest skal dog kun ses som et supplement til det eksisterende testprogram i Superligaen og 1. division.
I dag testes alle spillere og trænere i de to bedste fodboldrækker en gang om ugen, og alle test bliver analyseret på et laboratorium.
Divisionsforeningen har sat gang i projektet sammen med Qlife og KMD, som står bag den hurtigere proces med at få testet spillerne.
/RItzau/
Corona har givet Nemlig den travleste periode
30.11.2020 9:26
København. Seneste årsregnskab fra Nemlig.com viser største omsætning og bedste driftsresultat nogensinde.
Stor travlhed under coronaudbruddet har været med til at give onlinesupermarkedet Nemlig.com en stor stigning i omsætningen.
Det har samtidig bidraget til at give selskabet det første positive driftsresultat nogensinde. Det fremgår af seneste årsregnskab fra Nemlig.com.
Driftsresultatet, der er fraregnet blandt andet finansielle poster og betaling af skat, er samlet steget til 13,4 millioner kroner. Det er markant højere end de foregående år, hvor Nemlig.com har haft tocifrede millionunderskud på driften.
Bag det historisk høje resultat ligger en omsætning på 2,1 milliard kroner. Det er 45 procent højere end året før og den største omsætning nogensinde.
I en pressemeddelelse fortæller Stefan Plenge, der er administrerende direktør og stifter af Nemlig.com, at det seneste regnskabsår har været helt særligt.
Regnskabsåret er gået fra 1. august til 2019 til 31. juli 2020.
Danmark: Dansk økonomi vokser rekordmeget i tredje kvartal
30.11.2020 9:24
København. Trods en stor vækst i økonomien i tredje kvartal er økonomien stadig skrumpet i år i forhold til sidste år.
I perioden fra juli til september er den danske økonomi vokset 4,9 procent.
Det er isoleret set en rekordhøj vækst, oplyser Danmark Statistik i forbindelse med sin første beregning af bruttonationalproduktet for tredje kvartal.
Bruttonationalproduktet - også kendt som bnp - er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.
Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.
Den rekordhøje vækst i tredje kvartal skal ses i lyset af det historisk store fald, der har været i det danske bnp i første halvdel af 2020.
Trods væksten i tredje kvartal er bnp således samlet faldet med 4,1 procent i de første tre kvartaler i år sammenlignet med samme periode sidste år.
/ritzau/
Danmark: Ledighed falder for femte måned i træk
30.11.2020 9:22
København. Ledigheden fortsatte ned i oktober, hvor den faldt for femte måned i træk.
Antallet af bruttoledige faldt i sæsonkorrigerede tal til 131.200, hvilket svarer til 4,6 procent af den danske arbejdsstyrke.
Det er 0,2 procentpoint - eller 3600 bruttoledige - færre end i september, viser tal fra Danmarks Statistik.
Der er dog stadig et stykke vej tilbage til niveauet, umiddelbart inden corona nåede Danmark tilbage i marts.
I februar var bruttoledigheden på 3,7 procent. Det svarer til 103.400 - eller 27.800 færre fuldtidsledige end i oktober.
Genopretningen er dog gået hurtigere, end Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, havde regnet med.
Kun ganske få nye er smittet i Slesvig-Holsten
30.11.2020 07:21
Kiel. I løbet af et døgn er der kun fundet 71 nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Holsten. Erfaringsmæssigt er antallet af smittede dog altid lavt søndag og mandag, fordi færre bliver testet i weekenden og der ikke bliver indberettet fra alle, lokale sundhedsmyndigheder.
Med dette forbehold skal man også konstatere, at der hverken er fundet nye smittede i Slesvig-Flensborg eller Nordfrisland amter. I Flensborg er en enkelt ny testet positiv. Det samme er tilfældet i Rendsborg-Egernførde Amt.
Smitten breder sig fortsat kraftigt i Kiel med 11 nye inficerede.
Som hidtil er problemet størst i den sydligste del af forbundslandet med 18 nye tilfælde i Pinneberg lige nord for Hamborg.
Yderlige fire er døde. Samtlige smittede er døde i Stormarn Amt, der også befinder sig i det sydligste Slesvig-Holsten.
Hidtil har der været 253 dødsfald, mens 14.255 er testet positive. Omkring 11.100 menes at være raske igen.
Aktuelt er 118 smittede indlagt. 22 er i intensiv behandling.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce