Danske håndboldherrer slår Frankrig og får OL-revanche

Danmark var klart bedst mod Frankrig og snuppede en sikker sejr ved Golden League i Norge.

Emil Jakobsen scorede imponerende ni mål før pausefløjt.
Emil Jakobsen scorede imponerende ni mål før pausefløjt. Annika Byrde/Ritzau Scanpix
lørdag d. 6. november 2021 kl. 15.54

Frankrig snuppede i sommer OL-guldet i Tokyo efter en finalesejr over Danmark, men lørdag eftermiddag fik danskerne revanche.

Ved Golden League i norske Trondheim vandt herrelandsholdet i håndbold med 31-26 over et reservespækket fransk landshold.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har udeladt flere store stjerner i denne omgang, men erstatningerne kørte sejren sikkert i hus.

Intensiteten var ikke massiv, men effektiviteten var høj, og særligt Emil Jakobsen og Emil Nielsen viste storspil i første halvleg, hvor sejren blev grundlagt.

Kvaliteten faldt betragteligt i anden halvleg, men Danmark bevarede føringen trods markant færre scoringer.

Nikolaj Jacobsen eksperimenterede på flere positioner, som han også gjorde det i opgøret mod Norge forleden, og det var ikke det eneste, der gik igen i første halvleg.

Endnu en gang var Emil Jakobsen flyvende fra venstre fløj. Med håndledsbrækkende finurligheder drev han gæk med Frankrigs keeper og scorede ni mål før pausen.

Stillingen var lige indtil midtvejs i halvlegen, og så begyndte Danmark at trække fra, da der stod 7-7 på måltavlen. Emil Nielsen tog godt fra i målet, og pludselig stod den 14-9 i dansk favør.

Talentfulde Aaron Mensing kom på banen og bombede fra første sekund, og blandt andet derfor gik Danmark til pause med en føring på 19-13.

I første halvlegs sidste sekund blev René Antonsen smidt ud for en forseelse, som blev begået af Lasse Andersson, og det skabte en smule drama efter en ikke synderligt ophidsende halvleg.

Anden halvleg blev endnu mindre ophidsende. Tilskuerne var vidne til et kvalitetsdyk og en langt mere mere rodet affære.

Michael Damgaard kom på banen som styrmand, men lykkedes ikke i lige så høj grad som Jacob Holm før pausen med at finde de rette åbninger. Tempoet udeblev, og fejlprocenten steg betragteligt.

Men Frankrig var langt fra vanlig styrke, og på trods af den lidt slingrende kurs kørte Danmark sejren i hus uden de store problemer.

Søndag venter endnu en kamp ved Golden League. Danmark skal møde Holland.