Familie på vej på ferie hårdt kvæstet i ulykke

En familie, der var på vej til Nibøl for at tage biltoget til Sild, endte i et solouheld, hvor en af passagererne måtte flyves til hospitalet med en redningshelikopter. 

Bilen måtte løftes ud af grøften med en kran, før den kunne blive slæbt væk.
Bilen måtte løftes ud af grøften med en kran, før den kunne blive slæbt væk. Sebastian Iwersen
lørdag d. 31. juli 2021 kl. 10.35

Risum-Lindholm. Lørdag morgen blev tre personer kvæstet i en ulykke på B5 mellem Nibøl og Risum-Lindholm. En kvindelig passager i bilen måtte flyves på hospitalet med en redningshelikopter.

Ifølge politiets oplysninger var familien fra Thüringen, bestående af en 58-årig kvinde, hendes 29-årige datter og et-årige barnebarn, på vej nordpå for at tage biltoget til Sild. Men af endnu ukendte årsager mistede den 58-årige fører af bilen kontrollen over køretøjet. Bilen kørte først tværs over den modsatte vejbane, hvor der dog ikke kørte nogen biler, og skred derefter ned i grøften og ramte et træ. 

Den 58-årige og hendes barnebarn slap fra uheldet uden alvorlige kvæstelser. Det stod det mere alvorligt til om den 29-årige, som brandvæsenet måtte skære fri fra køretøjet. 

 - Kvinden var ikke klemt inde i bilen, men for at kunne få hende ud på en skånsom måde, var vi nødt til at skabe en åbning, forklarede indsatsleder Sönke Hansen fra Nibøls brandværn. 

Efter kvinden var blevet tilset på ulykkesstedet, tilkaldte de redningshelikopteren »Christoph 42«, der bragte kvinden til sygehuset i Flensborg. Ifølge første oplysninger var hun hårdt men ikke livsfarligt kvæstet. 

Bedstemoderen og barnebarnet blev bragt til hospitalet i Nibøl med en ambulance til observation. 

Mens redningsarbejdet stod på blev B5 spærret i begge retninger og trafikken blev omdirigeret. 

Bilen blev totalskadet og måtte løftes ud af grøften med en kran, inden den kunne slæbes væk.