Biskop om Schlüter ved bisættelse: Han var sandhedssøgende

Store politiske figurer var med til at tage afsked med tidligere statsminister Poul Schlüter i Holmens Kirke.

Familie, venner og toppen af Dansk politik deltov ved afskeden med Poul Schlüter. Foto:
Familie, venner og toppen af Dansk politik deltov ved afskeden med Poul Schlüter. Foto: Keld Navntoft
lørdag d. 5. juni 2021 kl. 14.35

København. Under en strålende sol og stor mediebevågenhed har familie, venner, partifæller og politiske profiler taget afsked med tidligere statsminister Poul Schlüter (K) lørdag eftermiddag i Holmens Kirke i København.

270 gæster var indbudt til bisættelsen i kirken, som ligger et stenkast fra Christiansborg, der i mange år var Schlüters arbejdsplads.

Jeg vil gerne huskes for det hele. Både de små og store beslutninger, også dem, der gik mig imod. Dem nænner jeg ikke at glemme.” 

Poul Schlüter.

Ved bisættelsen talte biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen om Schlüters person. Om hans humor, ydmyghed, virke som politiker og betydning for hans nærmeste familie.

Biskoppen refererede til et citat fra Schlüter: “Jeg vil gerne huskes for det hele. Både de små og store beslutninger – også dem, der gik mig imod. Dem nænner jeg ikke at glemme.”

Magt og ansvar

- Der er både nænsomhed og bid i de ord. Det er et usentimentalt menneske, der tør sige dem, kommenterede Peter Skov-Jakobsen og fortsatte:

- Det er også et sandhedssøgende menneske, ét der gerne finder veje, og som ikke er uvidende om, at magt, ansvar og agtelse for demokrati og liv skal følges ad.

Til bisættelsen havde familien valgt fire salmer: “Morgenstund har guld i mund”, “Det dufter lysegrønt af græs”, “I al sin glans nu stråler solen” og “Du som har tændt millioner af stjerner”.

Bisættelsen begyndte klokken 13, og omkring klokken 13.45 blev kisten båret ud af Holmens Kirke. Kort før klokken 14 blev den kørt væk, mens familie og venner var samlet foran kirkebygningen.

/ritzau/

FAKTA

Blå bog

Tidligere statsminister Poul Schlüter (K) er lørdag blevet bisat fra Holmens Kirke i København. Læs mere om ham her:

Navn: Poul Holmskov Schlüter.

Alder: 92 år.

Fødested: Tønder.

Søn/datter af: Grosserer Johannes Schlüter og Else Schlüter.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse:

* 1948: Nysproglig studentereksamen fra Haderslev Katedralskole.

* 1957: Cand.jur. ved Århus Universitet og derefter Københavns Universitet.

Karriere:

* 1960: Etablerede egen advokatforretning.

* 1964: Valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti først i Haderslev med flere Amtskreds siden i Københavns Amtskreds.

* 1966-1971: Viceborgmester i Gladsaxe.

* 1971: Politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti.

* 1974: Formand for Det Konservative Folkepartis gruppe i Folketinget.

* 1982-1988: Statsminister for en regering med Konservative, Venstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti - den såkaldte firkløverregering.

* 1988-1990: Statsminister for en regering med Konservative, Venstre og Det Radikale Venstre.

* 1990-1993: Statsminister for en regering med Konservative og Venstre.

* 1994-1999: Valgt til EU-Parlamentet med, hvad der dengang var et rekordstort antal personlige stemmer.

Civilstand: Gift med Anne Marie Vessel Schlüter.

Børn: Anne Marie, Søren og Peter.

Udgivelser:

* “Sikken et liv” (1999).

* “Det var vel ikke så ringe endda” (2011).

Kilder: Folketingets hjemmeside, leksikonet Den Store Danske