Liveblog-arkiv: 14.01.2021

Her opdaterer Flensborg Avis dagligt om coronasituationen i både Danmark, Tyskland og i Sydslesvig. Følg med her og hold dig opdateret om udviklingen.

Billede
Grafik: Eyla Boysen
torsdag d. 14. januar 2021 kl. 11.27


Mulighed for lønkompensation forlænges til 7. februar

15.01.2021 09:34

Købenahvn. Også i den kommende tid bliver det muligt for virksomheder at sende ansatte hjem med løn, hvor staten dækker en del af udgiften.

Ordningen for lønkompensation forlænges nu, så den gælder, indtil de skærpede restriktioner ophører.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Ordningen om lønkompensation blev vedtaget i foråret 2020 for at undgå fyringer efter den første nedlukning. Den er siden forlænget flere gange.

Den giver mulighed for at sende ansatte hjem med løn, hvor staten så dækker 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.


206 personer er testet coronapositive i lyntest

15.01.2021 09:33

København. Der er torsdag registreret 206 coronasmittede med lyntest i Danmark ud af samlet 25.379 lyntest.

Det viser tal fra de fire private udbydere Falck, Copenhagen Medicals, CareLink og SOS International.

Positivprocenten er dermed på 0,81.


Flere end to millioner har været smittet i Tyskland

15.01.2021 07:53

Berlin. Nu er flere end to millioner tyskere testet positive i løbet af coronaepidemien. På et døgn er der fundet 22 368 nye smittede, hvilket bringer det samlede antal op på 2.000.958 siden foråret.

Desuden er yderligere 1113 smittede døde i de seneste 24 timer. Den hidtidige rekord blev sat torsdag med 1244 døde.

Tallene er fortsat usikre på grund af forsinkelser i indberetningerne under juleferien. Det oplyser Robert Koch Instituttet fredag morgen.

På syv døgn er der fundet 146,1 nye smittede per 100.000 indbyggere. Værdien toppede den 22. december med 197,6, Forskellen mellem forbundslandene er enorm. Smittespredningen er voldsomst i Thüringen med 287,6 fulgt af Sachsen med 274,1. Lavest ligger Bremen med 78,7.

Antallet af nye smittede er steget de seneste dage. Først i løbet af de kommende dage kan det vurderes, om der er tale om en tendes, eller om det skyldes forsinkede indberetninger under juleferien.

Hidtil har der været 44,994 coronarelaterede dødsfald.

Omkring 1.641.200 smittede menes at være raske igen.

Kontakttallet ligger på 1,02, hvor hver inficeret i gennemsnit giver virussen videre til 1,02 andre. Epidemien klinger først af, når kontakttallet i længere tid har ligget under 1,0.


 Flensborg er fortsamt hårdt af  smitte

15.01.2021 00:44

Flensborg. På et døgn er det fundet 425  nye tilfælde af coronavirus i Slesvig-Holsten. Det oplyser delstatens regering torsdag aften. 

31 er testet positive i Flensborg. 21 nye er smittet i såvel Nordfrisland som i Rendsborg-Egernførde amter. I Slesvig-Flensborg Amt er der fundet yderlige 28 nye smittede.

Kiel melder om 28 nye smittede.

I det seneste døgn har 15 nye smittede mistet livet. Såvel i Nordfrisland som Slesvig-Flensborg amter er der et enkelt nyt dødsfald Også i Kiel har en person mistet livet. De øvrige er gået bort i den sydlige og centrale del af forbundslandet.

Hidtil er 642 smittede døde i Slesvig-Holsten.

I alt er 30.144 testet positive siden epidemiens begyndelse. 23.200 af dem menes at være raske igen.

Aktuelt er 382 indlagt. 67 af dem får intensiv behandling. 45 har behov for hjælp til at trække vejret.

I Flensborg har der i løbet af den seneste uge været 127.5 nye smittede per 100.00 indbyggere. Kommunen er dermed det næstmest berørte lokalområde efter Pinneberg ved Hamborg, hvor værdien er 179,4.

I Sydslesvig er kun Rendsborg-Egernførde Amt under bekymringsgrænsen på 50 nye smittede per 100.000 indbyggere på syv døgn. I amtet ligger værdien på 48,9. I Slesvig-Flensborg Amt er tallet 77,6 og i Nordfrisland 100.

I Slesvig-Holsten er der i gennemsnit 90,4 nye smittede per 100.000 borgere på syv døgn.


Nu  kimer Merkels alarmklokker

14.01.2020 20:59

Berlin. Tiden løber. Kansler Angela Merkel fremrykker sit coronamøde med delstaternes regeringschefer og vil drøfte situationen allerede i den kommende uge og ikke som oprindelig planlagt den 25. januar. Det gjorde Merkel klart på et møde med partifæller fra CDU torsdag aften, hvor forberedelserne til partiets kommende formandsvalg stod på dagsordenen.

Det fortæller flere kilder til dpa.

Mødet med ministerpræsidenterne finder muligvis sted allerede mandag eller tirsdag.

Forbundsregeringen er alarmeret over den eksplosive smitte med en ny coronamutation i Storbritannien og Irland. Mutationen spreder sig langt hurtigere end den oprindelige virus.

Ifølge Bild ønsker Merkel meget vidtgående forholdsregler.

I følge avisen kilderne overvejer kanslerkontoret blandt andet at indstille al kollektiv nærtrafik. Kilderne oplyser dog, at Merkel afviser disse forlydender.

Allerede tirsdag forberedte Merkel borgerne på otte til ti hårde uger samt en mulig skærpelse af nedlukningen.

(dpa)


Rutinekontrol ved Kruså grænse

14.01.2021 16:51

Kruså. Torsdag omkring fyraftenstid var der en midlertidig, rutinemæssig kontrol ved grænseovergangen til Tyskland i Kruså. 

- Det er rigtigt, at der står en enkelt politibil og tjekker relevante køretøjer. De spørger også til indrejseblanketter, hvis det er relevant. Men de står der måske i en halv time, som vi plejer. Det er ren rutine, fortæller talsmand for Forbundspolitiet, Hanspeter Schwartz. 

Han forklarer, at der indtil videre ikke er nogen planer om at øge kontrollen ved grænsen, efter Tyskland nu kræver negative coronatests ved indrejse fra et højrisikoområde. Det vil fortsat være stikprøver og oplandskontrol.  

- På nuværende tidspunkt har vi ingen planer om at ændre på den måde, som vi kontroller nu, siger han.


Rendsborg-Egernførdes incidenstal falder til under 50

14.01.2021 16:19

Rendsborg. I Rendsborg-Egernførde Amt er der siden i går blevet registreret 21 nye smittede. Desuden er 24 personer blevet meldt raske igen. 

Dermed er der aktuelt 218 smittede personer i amtet. 24 af dem er indlagt. 

I løbet af de seneste syv dage har der været 48,9 nye smittede per 100.000 indbyggere.

Siden epidemiens udbrud har der været 1980 smittede i Rendsborg-Egernførde Amt, hvoraf 1740 er raske igen og 22 har mistet livet. 


Positivprocenten for de seneste 29 timer ligger på 1,34

14.01.2021 15:27

København. Det er nu kommet svar på knap 11,7 millioner test under epidemien.

Det er 112.415 flere end onsdag. Samtidig er der de seneste 29 timer fundet 1502 nye smittetilfælde.

Det svarer til, at 1,34 procent af prøverne har været positive for covid-19. Det er det laveste siden 12. november.

På grund af tekniske problemer offentliggør Statens Serum Institut kun begrænset smittedata torsdag.


33 nye smittede i Flensborg

14.01.2021 14:27

Flensborg. Siden i går er der fundet 33 nye smittetilfælde i Flensborg Kommune. Dermed er der aktuelt 210 smittede i byen. 

Siden epidemiens udbrud har der været 705 smittede, hvoraf 485 er raske igen og 10 har mistet livet. 

590 befinder sig i karantæne. Det er 60 flere end i går. 

I løbet af de seneste syv dage har der været 134 nye smittede per 100.000 indbyggere. 


Antal coronaramte danskere er steget 1502 på 29 timer

14.01.2021 14:19 - opdateret 14:30

København. I alt er 186.661 personer nu testet positive for covid-19 i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

På grund af tekniske problemer oplyser SSI ikke smittetal torsdag.

Tal for Sundhedsstyrelsen viser dog, at det samlede antal smittede onsdag var på 185.159.

Det svarer til, at yderligere 1502 personer er konstateret smittet.

Det er en smule højere end de foregående par dage. Opgørelsen dækker dog over 29 timer.


Første danske stik med Moderna-vaccine er blevet givet

14.01.2021 12:28

Vejle. Det første stik med coronavaccinen fra Moderna er blevet givet herhjemme.

Det er netop sket på et vaccinationscenter i Vejle.

Det var Andy Puggaard Thomsen fra Vejle, der lagde arm til den første coronavaccine fra det amerikanske firma.

- Det var så let som ingenting. Det føles rigtig godt, for det kan hjælpe til at man får lidt mere bevægelsesfrihed, siger han.

Andy Puggaard Thomsen er 75 år og er kræftpatient på Vejle Sygehus og er dermed i særlig risiko for at blive alvorligt syg, hvis han bliver smittet med coronavirus.

De første 5.000 vacciner fra Moderna ankom til Danmark tirsdag.

dr.dk


Første borger i Danmark bliver vaccineret med covid-19 vaccine fra Moderna i vaccinationscentret i Vejle torsdag den 14. januar 2021 - Frank Cilius/Ritzau Scanpix


Syddanmark er hårdest ramt af coronamutation

14.01.2021 11:56

Vejle. Det er Region Syddanmark, som er hårdest ramt af den meget smitsomme corona-mutation fra Storbritannien.

Det viser en ny statusrapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Den muterede corona-variant B117, som først blev opdaget i England, er op til 70 procent mere smitsom end den almindelige virus, og i de seneste uger er flere og flere blevet smittet med varianten herhjemme.

Og det er i Region Syddanmark, at den fremkommer oftest. Tallene i rapporten fra SSI viser, hvor mange tilfælde af mutationen, man har fundet i stikprøver blandt de coronaprøver, der er foretaget i regionerne i uge 1, og her blev B117 fundet i 15 syddanske tests.

Det svarer til ni procent af de testede i stikprøven, og det er mere end i nogen anden region. Næsthøjest er Region Midtjylland med 5,1 procent, mens Region Nordjylland med 1,1 procent har den laveste andel.

Onsdag skrev SSI på sin hjemmeside, at TestCenter Danmark i denne uge tager en ny PCR-test i brug, som er udviklet til at påvise udvalgte varianter af coronavirussen - herunder den britiske variant.

jv.dk


Børn fra dagplejen i Aabenraa hjemsendes

14.01.2021 11:39

Aabenraa. På grund af en positiv covid-19 test hos et barn i dagplejen i Aabenraa er yderligere tre børn hjemsendt med henblik på test, hvilket også gør sig gældende for dagplejeren.

- Da alle betegnes som nære kontakter hos en dagplejer, så følge vi de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne har. Vi har derfor også informeret alle forældrene om det positive tilfælde af covid-19 hos et af børnene, siger Jacob Svarre Winter, der er dagtilbudschef i Aabenraa Kommune.

Ved positive tilfælde af covid-19 i Aabenraa Kommunes skoler og dagtilbud gælder, at barnet igen må komme i skole eller institution efter en negativ test foretaget tidligst fire dage efter smittetilfældet. Herefter gentages testen, efter barnet er tilbage i skolen eller institutionen. Ønskes der ikke test, skal barnet være isoleret i hjemmet i syv sammenhængende dage uden symptomer, før barnet igen kan komme i skole eller institution.


35 raskmeldinger i Slesvig-Flensborg Amt

14.01.2021 11:37

Slesvig. Der er siden i går registreret 17 nye smittede i Slesvig-Flensborg Amt. Desuden er 35 meldt raske igen. 

Dermed er der aktuelt 310 smittede i amtet. 

Siden epidemiens udbrud har der været 1174 smittede i amtet, hvoraf 834 er raske igen og 30 har mistet livet. 

I løbet af den seneste uge har der været 83,0 nye smittede per 100.000 indbyggere. 


Region Syddanmark hjælper Sjælland med op til 15 sengepladser

14.01.2021 11:01

Vejle. Regionerne Syddanmark og Sjælland har indgået en aftale om, at Regions Syddanmark stiller op til 15 sengeplader til medicinske patienter til rådighed.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

-  Jeg er glad for, at Region Syddanmark kan aflaste vores sygehuse, hvor vi i høj grad er nødt til at samle kræfterne om de mange covid-ramte patienter, siger Heino Knudsen, der er regionsrådsformand hos Region Sjælland.

Patienterne, der skal benytte sengepladserne, vil fortrinsvis komme fra Vestsjælland, oplyses det.


Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix


Danmark er længst med vaccination i EU

14.01.2021 09:19

København. – Jeg er stolt af indsatsen i Danmark. Vi har opnået en meget hurtig og effektiv udrulning af vaccinationerne. 

Det siger direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Derudover fortæller han, at Danmark er det EU-land, der er længst med at vaccinere sin befolkning.


Onsdag blev 181 testet positive for corona i lyntest

14.01.2021 09:18

København. Onsdag blev der foretaget 15.563 lyntest for coronavirus. De viste 181 positive svar, viser tal fra private udbydere.

Der blev onsdag fundet 181 smittede i 15.563 test hos fire private udbydere af lyntest.

Det giver en positivprocent på 1,16 procent. Det er det laveste siden 9. januar. 

Det er ottende dag i træk, at udbyderne dagligt har fundet færre end 300 smittetilfælde.

Med til historien hører dog også, at antallet af lyntest, der foretages, er faldet markant i det nye år.


Antallet af døde i Tyskland sætter rekord

14.01.2020 09:09

Berlin. Antallet af dødsfald i forbindelse med coronaepidemien i Tyskland sætter ny rekord. På et døgn er 1244 nye dødsfald meldt ind til Robert Koch Instituttet, der også har registreret 25.164 nye smittede. Det oplyser instituttet torsdag morgen.

Det hidtil højeste antal døde blev fundet 8. januar, hvor 1188 havde mistet livet på 24 timer. Smittetallet satte rekord den 18. december med 33.777 nye tilfælde.

Grundlæggede er tallene fortsat vanskelige at vurdere, fordi juleferien fortsat påvirker statistikken.

På syv døgn har der været 151,2 nye smittede per 100.000 indbyggere. Værdien toppede den 22. december med 197,6. For øjeblikket er forskellen mellem forbundslandene enorm. Højest er tallet i Thüringen med 310,4 samt i Sachsen med 292,4. Lavest ligger den såkaldte incidens i Bremen med 84,0.

I de seneste tal er antallet af nye smittede steget. Først i de kommende dage, kan Robert Koch Instituttet dog skønne, om der er tale om en tendsens.

Siden epidemiens begyndelse er 1.978.590 testet positive. 43.881 er døde med eller af corona.

Robert Koch Instituttet skønner, at omkring 1.620.200 smittede er kommet sig igen.

Kontakttallet ligger på 1,02, så hver smittet i gennemsnit giver virussen videre til 1,02 andre. Først når kontakttallet gennem længere tid har ligget under 1,0, aftager epidemien.


Smittetal fra Tyskland er forsinket

14.01.2021 07:48

Berlin. Åbenbart har Robert Koch Instituttet torsdag morgen  problemer med at få opgjort tallene for smittede og døde i det seneste døgn. Vi opdaterer, så snart der er nyt.


34 nye er smittet i Nordfrisland

13.01.2021 22:48

Kiel. Igen stiger smitten i Slesvig-Holsten. I løbet af det seneste døgn har der været 484 nye tilfælde. I Nordfrisland er der 34 nye tilfælde, mens Flensborg Kommune melder om 18. Slesvig-Flensborg Amt har 17 nye smittede, mens der blot er syv i Rendsborg-Egernførde Amt. Det oplyser delstatens regering onsdag aften.

Specielt er udviklingen meget voldsom i Pinneberg nord for Hamborg, hvor yderligere 134 er testet positive.

Kiel har 39 nye inficerede.

I det forløbne døgn har der været 15 nye dødsfald. Et en enkelt nyt dødsfald er indtruffet i Slesvig-Flensborg Amt. Alle de øvrige har mistet livet i den centrale eller sydlige del af forbundslandet. I Kiel er to smittede afgået ved døden.

Efterhånden er der siden epidemiens begyndelse konstateret 29.719 tilfælde af coronasmitte i Slesvig-Holsten, hvor 609 har mistet livet.

Omkring 22.800 smittede menes af være kommet sig igen.

Flensborg Kommune er stadig det næsthårdest ramte område i delstaten med 130,9 nye tilfælde per 100.000 indbyggere på syv døgn kun overgået af Pinneberg med 177,2.

I samtlige de øvrige regioner i Sydslesvig ligger værdien under 100.

For øjeblikket er 372 smittede indlagt. 68 af dem er i intensiv behandling, mens 47 får hjælp til at trække vejret.


Læs livebloggen fra den 13. januar her.