Vanvittigt hærværk: Unge stak ild til rundballer og trillede dem i Trenen

Flere unge stak ild i rundballer på en mark mellem Tarp og Kilbæk. Herefter trillede de ballerne i Trenen. En er anholdt, mens de øvrige flygtede.

Rundballerne flød rundt i Trenen. Nogle af dem brændte. Foto:
Rundballerne flød rundt i Trenen. Nogle af dem brændte. Foto: Benjamin Nolte
redaktion@fla.de
mandag d. 15. august 2022 kl. 22.52

Mandag aften bemærkede beboere i Tarp omkring kl. 20.00 røg i området mellem Tarp og Kilbæk (Keelbek).

Det viste sig, at en flok unge havde stukket ild i flere rundballer og trillet dem i Trenen. To rundballer brændte allerede, mens der ikke var ild i to andre, der flød rundt i vandet.

Vidnerne tilkaldte brandvæsnet og satte efter de unge. Det lykkedes at få fat på den ene, der blev holdt tilbage, indtil politiet ankom. Den unge mand blev anholdt.

De øvrige flygtede i forskellige retninger. Angiveligt sprang den ene endog i Trenen.

For brandværnene fra Kilbæk og Tarp var turen til brandstedet særdeles vanskelig. De tunge udrykningskøretøjer måtte køre cirka halvanden kilometer gennem skoven.

For at slukke en brændende rundballe i Trenen måtte brandfolkene transportere en pumpe frem til stedet på en rullevogn omkring 200 meter fra skovstien til bredden. Derefter kunne brandfolkene hente vand direkte fra Trenen til at slukke den brændende halmballe.