Fint besøg på det tyske museum: Dronningen og præsidenten gav jord til bøgen og egen

Egen og bøgen ved det tyske museum i Sønderborg kan nu vokse med jord, der er kastet af dronning Margrethe og forbundspræsident Steinmeier, der besøgte museet i anledning af 100-året for den nye grænse.

Med gul og blå skovl, farverne i det slesvigske flag, gravede dronningen og forbundspræsidenten ved træerne.
Med gul og blå skovl, farverne i det slesvigske flag, gravede dronningen og forbundspræsidenten ved træerne. Bernd Von Jutrczenka/Ritzau Scanpix

Henriette Pilegaard

henpi@jfmedier.dk

søndag d. 13. juni 2021 kl. 19:48

Sønderborg. Det danske nationaltræ er bøgen, det tyske er egen. Ved det tyske museum i Sønderborg står en ung bøg og en ung eg. De to træer kan nu vokse side om side med jord om rødderne, der er kastet af dronning Margrethe og Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier.

Både dronning Margrethe og Steinmeier skulle have været med til at åbne det ombyggede museum den 11. juli sidste år. Men det satte coronaen en stopper for. Museet blev i stedet genåbnet den 7. august. Samtidig med, at 2020 var 100-året for det, vi i Danmark kalder Genforeningen med Sønderjylland, var det 100-året for dannelsen af det tyske mindretal i Nordslesvig, som i dag tæller omkring 15.000 borgere.

Dronning Margrethe og forbundspræsident Steinmeier besøgte museet i forbindelse med, at dronningen søndag var på rundtur til fire sønderjyske byer som erstatning for de aflyste genforeningsarrangementer sidste år. Forinden havde Steinmeier været på det tyske gymnasium i Aabenraa sammen med Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther – et besøg, hvor også statsminister Mette Frederiksen og kulturminister Joy Mogensen deltog.

De to danske ministre deltog også i besøget på det tyske museum, som med udvidelsen til mere end dobbelt størrelse i højere grad er blevet et kulturhus. Samtidig er udstillingerne blevet moderniseret med digitale fortællinger, og de viser også mørke sider af den tyske historie. Blandt andet udstilles et flag med hagekors.

Det fik dronningen og præsidenten at se under besøget, der begyndte med en rundvisning indendørs.


Majestæten, statsministeren og forbundspræsidenten vises rundt på museet. (foto Keld Navntoft) - Foto: Deutsches Museum Nordschleswig, fotograf: Keld Navntoft

Flere identiteter

Efter rundvisningen talte formanden for det tyske mindretal, Hinrich Jürgensen, udenfor museet:

- Vi, det tyske mindretal, kunne sidste år fejre vores 100-års fødselsdag. Vi kom ikke helt frivilligt til verden, idet folkeafstemningen i 1920 blev anset som et nederlag, og mindretallet kæmpede for en grænserevision. En kamp, der også førte til nazificering og deltagelse i anden verdenskrig. Det er en fortid, som vi ikke er stolte af, og som vi undskylder for, men det er også en del af vores historie. Det viser vi også i vores museum. Vi har lært af fortidens fejl.

Hinrich Jürgensen nævnte også, at dronningens besøg på museet i juli 1986 sammen med daværende forbundspræsident Herzog var et vigtigt skridt på vejen til venskabet og anerkendelsen, som i dag hersker mellem flertal og mindretal.


Hinrich Jürgensen på talerstolen. Foto: Deutsches Museum Nordschleswig, Keld Navntoft

- I dag kan vi sige, at naboer er blevet til venner. Vi vil gerne dele denne succeshistorie. Derfor har vi sammen med de to stater søgt om anerkendelsen af samlivet i grænseregionen som immateriel kulturarv i UNESCO, sagde formanden, der afsluttede sin tale således:

- Omdrejningspunktet for vores nye museum er identitet. Det var det, det handlede om i 1920: Alle blev tvunget til at vælge én – og kun én – identitet – tysk eller dansk. Men skal man stadig gøre det i dag? Jeg mener, at mindretallets medlemmer viser, at man udmærket kan leve med flere identiteter, at tysk eller dansk ikke behøver at være et valg, men et supplement: Vi har ikke kun en dronning, men også en forbundspræsident.

FAKTA

Det tyske museum

Deutsches Museum Nordschleswig – Haus für deutsche Geschichte und Kultur in Nordschleswig – blev grundlagt i 1986 og har fra begyndelsen af 1990’erne haft til huse i den gamle bryggerbolig på Rønhaveplads. Her lå også det tyske bibliotek, som nu er rykket til multikulturhuset på havnen ved siden af det danske bibliotek.

Museet er netop moderniseret og udvidet med en tilbygning. Et projekt til 30 mio. kr., som er sket med bidrag fra både den danske og tyske stat, Slesvig-Holsten og en række fonde og organisationer. Tegnestuen Mejeriet i Haderslev står for den meget roste arkitektur i tilbygningen.

Med udvidelsen til mere end dobbelt størrelse er museet i højere grad blevet et kulturhus. Samtidig er udstillingerne blevet moderniseret med digitale fortællinger.