Dronningen modtaget med blæst, musik og historisk vingesus i Kongeskansen

Dronning Margrethe med følge havde en halv times program i Kongeskansen i Dybbøl, der i flere omgange har været omdrejningspunkt for en folkefest til markeringen af Genforeningen.

hpo@jv.dk
søndag d. 13. juni 2021 kl. 15.58

Sønderborg. Der var sol, men også en strid vestenvind, der blæste ind over Kongeskansen, da dronning Margrethe med følge af blandt andre statsminister Mette Frederiksen, den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, folketinges formand Henrik Dam Kristensen, forsvarsminister Trine Bramsen og Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, ankom.

Dronningen, som senest har besøgt Kongeskansen i 2014 under markeringen af 150-året for krigen i 1864, måtte ofte holde på den store hvide hat, mens programmet på en halv time blev gennemført.

Leder af det nærliggende Historiecenter Dybbøl Banke, Bjørn Østergaard, var eneste taler og havde oplagt medbragt lidt historisk fortælling.

- Velkommen til Kongeskansen, som stedet i dag kaldes. Navnet fik stedet efter den store genforeningsfest i 1920, hvor Kong Christian X og den kongelige familie sammen med over 50.000 mennesker fejrede genforeningen med Danmark. Man skulle derfor tro, at der her er tale om en dansk skanse fra krigen 1864. 

Men i virkeligheden er der tale om et preussisk fort bygget i 1865 efter krigens afslutning, hvor Dybbøl Banke befæstedes på ny med en noget større og stærkere militær stilling, sagde Bjørn Østergaard blandt andet og understregede, at Dybbøl Banke i dag er et symbol på forsoning og venskab mellem to nationer.

- Deres Majestæt har udtrykt det meget smukt i 2014: »Fra at være et åbent sår, der efterlod et ar, som en gang imellem godt kunne værke, er dagen med tiden blevet et minde, som vi holder i hævd og som vi ærer«, sagde Østergaard i sin tale.

Musik og gymnastik

I underholdingen indgik også flere musikstykker, spillet af Slesvigske Musikkorps. Blandt dem »Som en rejselysten flåde« af Carl Nielsen, »Kongernes Konge« af Emil Horneman, »Jeg elsker de grønne Lunde« af Albert Møller og »Genforeningsmarch« af Hans Hansen.

DGI Sønderjyllands repræsentationshold stod for det mere visuelle i form af en lille gymnastikopvisning, som undervejs kort blev ledsaget af en rød og hvid, Dannebrogs-bemalet F 16-jæger mod den blå himmel med kun enkelte skyer.

Klokken 14.15 gik dronningens rundtur videre til det tyske museum, mens der kl. 16.30 var et kulturshow i Alsion inden reception kl.19 og middag kl. 20.30 for indbudte på Kongeskibet Dannebrog.