Sønder Brarup. Torsdag den 15. december blev der holdt rejsegilde på den nye præstebolig i Sønder Brarup. Trods isnende kulde sneklædte omgivelser var stemningen høj og det blev en festlig eftermiddag. Huset opføres i træ og bliver malet rødt, samme farve som kirkebygningen. Det er tegnet af arkitekt Walter Dähndel, Flensborg, og konstrueres af firmaet Vierck fra Sørup.
To af tømrerne fra Vierck tog opstilling øverst på taget og citerede de gamle, traditionelle lykønskninger og ønsker for husets fremtid. Der blev behørigt skålet i snaps og til sidst knust et snapseglas på taget. Derefter var der en tale af provst Hasse Neldeberg Jørgensen som repræsentant for bygherren, Dansk Kirke i Sydslesvig. Og så var der pølser og varm kakao med rom.
