Juletræspyntning har bare ikke været det samme: Endelig var børnene tilbage

Corona er ikke længere en hindring for at have små pyntenisser på Flensborg Avis.

Endelig hjalp børnene fra Julie Ramsing-Børnehaven igen Flensborg Avis med at pynte juletræ. Tak for det. Klik på billedet for at kunne se flere.
Endelig hjalp børnene fra Julie Ramsing-Børnehaven igen Flensborg Avis med at pynte juletræ. Tak for det. Klik på billedet for at kunne se flere. Foto: Tim Riediger

Trine Flamming

tf@fla.de

torsdag d. 24. november 2022, kl. 17:06

Flensborg. Tre lange år er det siden, at børn fra Julie Ramsing-Børnehaven har været pyntenisser på Flensborg Avis.

I stedet er juletræet i bladhusets reception blevet pyntet af nogle af avisens medarbejdere og uden at skulle forklejne deres indsats må man sige, at det altså bare er noget andet, når det er børn, der pynter juletræ.

De er både mere taknemmelige for opgaven, mere entusiastiske, meget bedre, mere velopdragne og rigtig meget sødere.

Ivrige og artige

Torsdag formiddag kl. 10 var børnene tilbage. 

14 børn fra Julie Ramsing-Børnehavens yngste gruppe, edderkopperne, marcherede ind på Flensborg Avis - helt klar til at yde et godt stykke arbejde.

- Vi øvede os i børnehaven i går, så de vidste, hvad de skulle, fortalte en af de fire voksne, Stella, og børnene vidste i hvert fald, hvad de skulle.

Artigt, omend med stor iver, stod de kø og ventede på at få udleveret et stykke pynt, som de så gik hen og hængte på træet. Og så stillede de sig i kø igen.

Den pynt, som Flensborg Avis har til rådighed, er i øvrigt lavet af Julie Ramsing-børnehavebørn gennem årene, og også i år kom der ny pynt til, som årets pyntenisser hængte på som det første.

Efter endt pyntning var der lidt godter til de flittige nisser som tak for hjælpen, og fra nu af vil avisens medarbejdere rigtig nyde at se på træet. Det ER altså noget andet, når det er pyntet af børn.