Der skulle gå syv år: Nu har Ejdersted igen en præst

Efter syv år uden får Ejdersted danske Menighed nu igen en fast præst.

52-årige Hans Ejler Hammer er ny præst på Ejdersted.
52-årige Hans Ejler Hammer er ny præst på Ejdersted. Privatfoto

Dansk Kirke i Sydslesvig

moin@fla.de

onsdag d. 5. oktober 2022, kl. 11:56

Tønning. Nu er der en ny præst på vej til Ejdersted pastorat og dermed nye beboere i den smukke præstebolig i Tønning.

Det bliver pastor Hans Ejler Hammer og hans hustru Linda. 

Hans Ejler Hammer er færing, 52 år og har et mangeårigt virke som præst både på Færøerne, i Norge og nu en del år i et landsognspastorat i Roskilde Stift. Det er kort sagt en meget erfaren præst, som menigheden i Ejdersted pastorat kan byde velkommen. 

Hans kone, Linda, er norsk, pædagog og har også stor lyst til at bo og arbejde i Sydslesvig og det danske mindretal.

Embedet i pastoratet har været vakant (ledigt) i hele syv år. Formelt, i hvert fald. For pastor.em. Torben Jørgensen, Bergenhusen, har på bedste vis passet jobbet og menigheden gennem en årrække. 

For tiden er det provst.em. Viggo Jacobsen, der tager sig af gudstjenester og konfirmander på Ejdersted.

Hans Ejler Hammer bliver indsat i embedet søndag den 6. november kl. 14 i kirkesalen på Uffe-Skolen i Tønning.