Lutter vindere i Gråsten

»Biler4Alle Open 2022 ParaDart« er nu overstået, og medaljerne er fordelt. 

Der blev spillet dart i mange timer i Gråsten, før dagens vindere var fundet.
Der blev spillet dart i mange timer i Gråsten, før dagens vindere var fundet. Foto: Christiane Petersen

Svend Schütt, formand KGGO

moin@fla.de

tirsdag d. 6. september 2022, kl. 12:09

Gråsten. Der var tilmeldt ni paradart-spillere til stævnet den 3. september i Ahlmannsparken i Gråsten, hvor alle med et synligt eller usynligt handicap dystede om dagens medaljer i Biler4Alle Open 2022.

Det blev igen en vældig hyggelig dag med deltagere fra Husum i Sydslesvig, Vejle, Vejen og Gråsten.

I de tre puljer blev der spillet 48 sæt, inden vi havde fundet spillerne til A-, B- og C-grupperne.

Der blev holdt en halv times pause, hvilket blev modtaget med stor begejstring, for i sådan en pause er der tid til at udveksle erfaringer, historier m.m. - en vigtig ting, så alt trods alt ikke drejer sig om kampe og point.

Alle vindere

Og så gik kampene om medaljer i de tre grupper i gang.

42 sæt blev det til her, ja endda et ekstra, fordi spillerne i gruppe B lige måtte ud i en »sudden dart«, da alle have vundet over hinanden med samme antal sæt.

Efter små fire timer plus det løse var dagens vindere fundet. Der var faktisk ni vindere, for alle gik hjem med en medalje. 

Turneringen er planlagt og afviklet af Palle Petersen og Svend Schütt, begge fra KGGO (Kørestolsbrugere og Gangbesværede i Gråsten og Omegn) og fra ParaDart Danmark. Tak til vores frivillige, der gjorde dagen til endnu en af de gemytlige.

Vinderne blev:A-rækken: 

Thorsten Nesse, Husum.

B-rækken: Kim Nielsen, Vejen.

C-rækken: Henning Callesen, Guderup (KGGO).