Dagbog fra motorcykeltur: Til Albanien med Gerhard, dag 8

Gerhard Bethge deler sin dagbog fra sin motorcykeltur til Albanien, der begyndte i Flensborg mandag den 8. august.

Udsigten fra værelset i albanske Shkoder.
Udsigten fra værelset i albanske Shkoder. Privatfoto


moin@fla.de

fredag d. 19. august 2022, kl. 8:13

Gerhard Bethge, der fyldte 75 år i maj, er igen på tur med sin motorcykel. Denne gang går turen til Albanien.

Under den forventeligt 18 dage lange tur skriver han dagbog til sin blog, så interesserede kan følge med i hans rejse. 

Vi bringer uddrag fra dagbogen - i dag ottendedagen.

Fra Mostar til Shkoder

Mandag den 15. august

I dag var jeg tidligt oppe, for nu skal første etape afsluttes. Jeg skal nå Albanien. 

Derfor var vi to, der kl. 7.10 ventede i cafeteriet: Åbent fra 7.00 til 10.00. 

Nu er det dagen efter søndag. De ansatte løb til og fra med sur mine. Og først kl. 7.30 blev jeg allernådigst bedt til disken for at vælge. Ingen æg. De var ikke færdige. Der røg den sidste stjerne.

Jeg kom af sted kl. 8 ved 22 grader. Lige tilpas til turen. Spekulerede noget på, hvad der egentligt var det mest markante, jeg mødte i Hercegovina. Det var nok de mange mænd med kun et ben, og de mange gangbesværede med krykker (på grund af proteser?). Krigen har efterladt sine spor. 

* * *

I dag valgte jeg igen at stole på GPSen. Det kom jeg til at fortryde. 

To gange kendte den en gen(om)vej ad smalle bjergveje, tildels grusveje. To gange takkede jeg for tilbuddet, men vendte alligevel om efter nogen tid. Det virkede for usandsynligt.


Det blev nu en flot tur igennem bjergene. Men jeg kan jo ikke stoppe op, hver gang der byder sig et flot panorama. Det er trafikken ikke til. Derfor her kun et af de almindelige. Privatfoto

Ved grænsen til Montenegro var der kontrol ved udrejsen og indrejsen. Ud tog ti minutter, ind det dobbelte. 

I Montenegro er hastigheden på landeveje begrænset til 70 og 80 km/t, i sving dog til 50 og 60, ved alle til- og frakørsler til 60, og hvor der er fodgængerfelt til 40. I øvrigt er hastigheden i byer/landsbyer 50.

På den anden side opfatter mange den fuldt optrukne streg som en henstilling til at være særlig opmærksom, når man alligevel overhaler. Og især italienere synes at tro, at det ved tallene på skiltene drejer sig om miles.

Turen gik fint til Podgorica og 30 kilometer mere med gode veje med god asfalt. Lige den slags sving, en motorcyklist foretrækker på hele strækningen.

På et tidspunkt foreslog GPS’en at tage en afkørsel, igennem en landsby op i bjergene. Og det var rigtigt i bjergene. Bevoksningen bestod af små træer og buske. Vejen var ikke bredere end 2,5 meter og bestod af meget grov, sandsynligvis gammel asfalt. Med buler, knæk og huller.

Den havde konstante stigninger og faldende strækninger på vel ti procent inklusive skarpe sving - og det hele samtidigt. Noget af det kunne kun gøres i 1. gear. Og jeg turde slet ikke tænke på, at der muligvis var andre undervejs.

Det var hårdt arbejde! Men godt at have prøvet. 

Efter et brat fald på vel 100 meter endte »stien« klods op af en bred hovedvej med ny asfalt, og kun 400 meter senere med en grænsestation.

En sød kvindelig betjent gav mig et langt (skeptisk) blik, da jeg spurgte, hvilket land jeg kørte ind i. Hun ville ikke se papirer, hun sagde kun: Albania.


Jeg befandt mig på herrens mark, men hvor? Det viste sig at være grænsen til Albanien. Privatfoto

Da var klokken 14. Og turen til Shkoder blev lang. Det gjorde ondt helt oppe i benene og helt nede. Og så var der trafikken. Her er alle egoister. Holder der en lastbil i modgående bane, kører man uden om, selvom det er på min bane. I fuld fart.

Endelig fandt GPSen den rette gade, og gik så i stå. Jeg måtte spørge om vej på et tilfældigt hotel. En sød receptionistpige pegede på nabohuset og ville partout følge mig derhen.

Klog pige. Hun vidste, at ingen i receptionen taler engelsk. Kontordamen brugte Google Translate i stedet. Så fik jeg lært det også. Det tog lidt tid, inden hun forstod, at jeg ville blive i tre dage.

Træt, gennemsvedt og tørstig indtog jeg mit værelse. Vand var der i køleskabet. Men den gode ide med at fryse det faldt ikke i god jord hos mig.

Smukkeseret opsøgte jeg restauranten for at opdage, at den var lukket. Med flinke ansattes hjælp lykkedes det alligevel at få en god lokal ret serveret.