Venskabsgrupper var fælles om fremtiden

Sjællandske og sydslesvigske spejdere delte plads under Spejdernes Lejr 2022, der blev afholdt i Hedeland Naturpark ved Roskilde den 23.-31. juli.

Den hjemmelavede pionersofa går over i den fælles historie, som en gruppe sjællandske og en gruppe sydslesvigske spejdere deler.
Den hjemmelavede pionersofa går over i den fælles historie, som en gruppe sjællandske og en gruppe sydslesvigske spejdere deler. Privatfoto

Ruth Villadsen, Bisp Absalon Gruppe, Frederiksberg v/ Sorø.

moin@fla.de

onsdag d. 10. august 2022, kl. 16:11

Roskilde. Igen et møde over grænsen. Ni dage under åben himmel, dog under teltdug om natten. 32.000 deltagere.

Bisp Absalon Gruppe, Frederiksberg, Sorø delte lejrplads med vores venskabsgruppe Karsten Thomsen Gruppe fra Dansk Spejderkorps Sydslesvig, Langbjerg/Sporskifte (KTG) ved Flensborg. Heriblandt et kendt ansigt fra Grænseforeningen Ungdom.

Nogle af de øvrige grupper fra Sydslesvig var også repræsenteret. De havde lejrplads et andet sted på pladsen. Jeg besøgte dem og traf både gamle og nye venner.

Eksklusiv lejr

Det var en god lejr med mottoet »Fælles om fremtiden«, hvor samarbejde blev afprøvet. 

Det skete med et godt resultat, og opbygningen af lejren skete med eksklusivt pionerarbejde, da KTG kreerede en toetagers sofa med rigelig plads til 25-30 spejdere omkring bålet, og spise-, opvask- og køkkenborde blev lavet i fællesskab.

Der var fælleskøkken til aftensmaden med alle Sorø Kommunes spejdere + KTG. De store gryder kom frem til madlavning til 200 spejdere ad gangen. Havregrøden til morgenmad blev dog kogt på eget bålsted.

Vi fik også fabrikeret et mobilt komfur af en metalspand, udsavede metalrør og slutteligt foret med rockwool. Resultatet blev perfekt, og der blev kogt vand til opvask og til kaffebrygning.

Utallige aktiviteter

Derudover bød lejren på rige muligheder for mange andre aktiviteter og udfordringer.

Vi studerede biernes verden og honningproduktion, og hver deltager fik et lille glas honning med hjem.

Der var fodboldkampe med »blænd-briller«, så man kunne få en forståelse for at være blind, og der var madlavning med insekter som ingrediens, udfordringer i Escape room, fremstilling af badges, folkedans, vandkamp og orienteringsløb, herunder natløb.

Betaling af alt fra is og slik til spejdergrej og tøj skete udelukkende digitalt via »Skejserkort«, og man kunne således undgå »bortkomne tyvere« i teltet. 

Desuden var der utallige drop-in aktiviteter for at opnå de eftertragtede mærker til påsyning på uniformen, der blev set film fra den store friluftsscene, Free Gay, og torsdag tog vi imod ulvene (de yngste) fra Sydslesvig med Lise ved roret.

Der var åbnings- og afslutningsbål med alle 32.000 deltagere samlet på pladsen mellem skihopbakken og en stor scene med en fælles picnic, sange, underholdning og to koncerter, men højdepunktet var et par stemningsfyldte aften/nat-lejrbål på egen grund med sangbog og sodavand fra Fleggaard i den hjemmelavede pionérsofa. Denne sofa går over i historien.

Vejret har været næsten perfekt, skiftende mellem mest solskin med tropisk hede og køligt blæsevejr og et bragende tordenvejr.

Imponerede spejdere

Spejderne fra Sorø var meget imponerede over spejderne fra Sydslesvig med hensyn til, at de kunne beherske både dansk og tysk, nærmest i samme sætning. Sorø-spejderne var næsten lidt misundelige over, at sydslesvigerne er så dygtige, og de indså også, at det kun kan give flere muligheder, når beslutning om valg af uddannelse bliver aktuel.

Vi skylder endnu en tak til Sct. Georgs gilderne for tildeling af et nyt telt, som kun har været brugt som »hotel« på lejren. Årsagen er, at Bisp Absalon Gruppen har etableret en stor og god juniorafdeling.

Tak til alle sponsorere, som har gjort deltagelsen mulig. Og stor tak til Karsten Thomsen Gruppen for et fantastisk godt og lærerigt samarbejde på lejren. Vi ses!