Gitte Hougaard-Werner er ny formand for mindretalsrådet

Flensborg/Berlin. Med årets begyndelse har SSFs formand, Gitte Hougaard-Werner, overtaget formandsposten i Mindretalsrådet i Berlin.

Gitte Hougaard-Werner har efter tur overtaget formandsposten i Mindertalsrådet i Berlin.
Gitte Hougaard-Werner har efter tur overtaget formandsposten i Mindertalsrådet i Berlin. Arkivfoto: Kira Kutscher
fredag d. 14. januar 2022 kl. 11.46

Rådet består af repræsentanter for de fire nationale mindretal i Tyskland, og det arbejder sammen med mindretalssekretariatet for at sikre mindretallenes rettigheder og skabe gode rammebetingelser.

- Sammen med resten af Mindretalsrådet glæder jeg mig til at udnytte nye chancer for at gøre Tysklands nationale mindretal endnu mere synlige i samfundet, politikken og medierne, siger Gitte Hougaard-Werner på SSFs facebookside.

Et led i synliggørelsen er blandt andet vandreudstillingen »Was hießt hier Minderheit« og et initiativ, der skal gøre oplysning om mindretallene en del af læreplanen på skolerne i hele Tyskland.

- Vi vil følge de initiativer til styrkelse af mindretalsarbejdet, som er skrevet ind i det nye regeringsgrundlag, men vi vil også tage fat i endnu ikke realiserede krav og i den forbindelse søge samtalen med de nyvalgte politiske repræsentanter, siger Gitte Hougaard-Werner, der også glæder sig over, at der med SSWs Stefan Seidler nu sidder en i Forbundsdagens indenrigsudvalg, som respekteres som samtalepartner i mindretalsspørgsmål, og som ønsker øget fokus på mindretalsemner.