Mindeord til Karl Kring

Karl Kring døde den 21. marts, 98 år gammel. Arkivfoto:
Karl Kring døde den 21. marts, 98 år gammel. Arkivfoto: Lars Salomonsen
torsdag d. 30. marts 2023, kl. 6.45

Spare penge

Foran døren til Lyksborggades Fritidshjem står der en tilsyneladende almindelig mand. Han har en lille skruetrækker i hånden. Ved siden af ham står en undseelig taske med lidt godt, men brugt værktøj.

Manden, der på dette tidspunkt er SdUs forretningsfører Karl Kring, er i gang med at reparere fritidshjemmets samtaleanlæg.

- Hvad laver du, Kring, spørger Horst Ehm, der lige er blevet ansat som daglig leder af fritidshjemmet. 

- Jeg reparerer samtaleanlægget. Det skal jo være i orden, når du begynder, og vi skal jo spare på pengene, svarer Karl Kring.

Jeg (Georg), der lige er udlært elektriker, er vildt imponeret.

Kring fortæller mig, at han har bygget en stor elektrisk jernbane op i sin kælder derhjemme, og at jeg gerne må komme for at se den.

Ingen nattesøvn 

SdU (læs: Kring) havde lige købt noget VHS-videoudstyr. Med det kunne man både optage billeder og lyd. Vi lånte det i »Manfreds Fotoklub« i Lyksborggades Ungdomsklub. 

Seks unge interviewede først hinanden. De sluttede med at interviewe mig. 

- Georg, hvorfor har du valgt at arbejde på en dansk institution, spurgte de unge.

- Jeg er ligeglad med, om det er dansk eller tysk. For mig er det vigtigt, at det er et ungdomsarbejde, svarede jeg kækt dengang.

Optageren var en dyr maskine, så jeg skulle aflevere den samme aften igen til Kring privat.

Jeg sov ikke hele den følgende nat. Tænk, hvis Kring hørte min udtalelse. Jeg hentede fluks maskinen igen næste morgen og fik udtalelsen slettet! Pyha.

Skræk for talerstole

- Hvorfor går du næsten aldrig op på talerstolen og fortæller os, hvad du mener, når vi er til SdUs hovedsendemandsmøde, spurgte jeg Kring som ung mand.

Kring tog sig god tid til at fortælle. Det gjorde han altid.

- Kære Georg, nu skal du høre. I vores foreninger er der personer, der er folkevalgte, og der er personer, der er embedsmænd. Jeg er embedsmanden i SdU, det er min opgave at sikre det administrative omkring dagligdagen i SdU og klæde politikerne på til det politiske arbejde. Og det er de folkevalgtes opgave at gå op på talerstolen for derfra at orientere medlemmerne om det politiske arbejde her og nu og om vores visioner.

* * *

Kring var, sammen med Rolf Lehfeldt og Helmut Christensen, en af min ungdoms idealer, når det gjaldt mindretal og mindretalspolitik.

Det er en skam, at vi aldrig nåede at snakke sammen om alt det elektriske rundt om hans jernbane.

Tak for alle dine guldkorn. Æret være dit minde.

Georg Buhl