Roland, det var dig, der i 1978 sammen med Karen startede vores lille cirkus i Angelbo gruppe i Husby.
Det er blevet til mange generationer af spejdere i blå uniform med gult tørklæde. Eller for at sige det med dine ord: »Angelbo, det er dem med klodsede støvler omkring tynde ben. Men de er gode nok.«
Mens vi skriver disse ord, bager vores yngste kanelsnegle i Markerups tusmørke. Måske har de ikke engang formået at få bålet tændt og spiser dejen rå. De får lov til at afprøve, de får lov til at gøre det på deres egen måde og se, om det virker. Du har lært os, at man godt må lave fejl.
I vores gruppe kører tingene stadigvæk, som du har lært os det: Det er de unge, der går forrest og leder de endnu yngre, mens vi voksne er der for at understøtte.
* * *
Du har plantet værdier i os, som vi helt naturligt giver videre. Hver af os tilføjer et par yderligere krydderier, men opskriften er alligevel din.
Se bare på ællinger, når de for første gang skal i vandet. Et par modige hopper straks i. Når de er kommet til overfladen igen, får andre ællinger mod på mere. Og de, som tøver? De får et puf fra mor og far, indtil alle børn er i vandet.
Vi var dine Rip, Rap og Rupper, dine små ællinger. Du vidste godt, at vi nok skulle klare det. Det vidste vi bare ikke endnu, og vores forældre troede endnu mindre på os. Vi fik afprøvet utroligt meget, og set i bakspejlet lykkedes det hele.
Gjorde det virkelig? Sikkert ikke, men mærkeligt nok husker vi kun succeserne.
Hvis noget gik rigtig galt, kunne vi være sikre på, at vores Rollo ville være på pletten og redde situationen. Hvordan du gjorde, ved vi ikke, men du kunne få en gal bonde til at blive vores ny allierede.
I Husbys spejdergruppe var der højt til loftet. Vi havde forskellig baggrund, gruppen var åben for alle. Det har styrket os som mennesker. Hvis man ville være en del af flokken, så var der plads. Du så muligheder frem for begrænsninger.
Du citerede engang en person som havde sagt, at »ens liv mister det allervigtigste, hvis man glemmer at give føde til sjælen. Hvad er føde til sjælen? Set med mine øjne er det et alsidigt liv, et liv, hvor intet er uprøvet.« Vi ved ikke, hvem den kloge person var, men det kunne have været dig.
Når vi gamle senere sad rundt om lejrbålet med dig, skete det hver gang. Det kunne slet ikke undgås. Helst vil vi også gøre det nu, spørge ind i stilheden: »Kan du huske?«
Dette spørgsmål har magi i sig. Vi har haft mange oplevelser, og de bliver mere spændende med hver genfortælling. De yngre har så tit hørt på vores røverhistorier, at de til sidst slet ikke mere vidste, om de kun har hørt eller selv oplevet dem.
Hvis vi nu skulle starte med vores legendariske fortællinger, så får vi aldrig sluttet af. Men det bliver vi nødt til.
Derfor tager vi blikket fra flammernes skær, løfter øjnene op i den klare stjernenat og takker for den tid, vi havde med dig.
* * *
Du har været en inspirerende personlighed. For mange af os har du været den, som har sat mest præg på os. Du har haft stor indflydelse på vores udvikling, og du har formet den måde, vi tænker og handler på. Stadigvæk den dag i dag. Det er vi dybt taknemmelige for.
Tak for alt, Rollo - hils Karen.
Alle dine Angelbo-spejdere
