Idéen med Quindtêten opstod i midten af 1990erne. Vi ville gerne understøtte hinanden i vores job som skoleinspektører, og vores månedlige møder var tænkt som et forum, hvor vi blandt andet kunne huske hinanden på, hvad der skulle ordnes i tjenstlige anliggender, at inspirere, lære af og med hinanden, når vi for eksempel tog på ekskursion sammen.
Det blev til rigtig mange både fornøjelige og interessante timer, vi tilbragte i hinandens selskab igennem årene. Vi var blandt andet på tur til Før, til Aros-museet i Aarhus og til Tirpitz-museet ved Blaavand, og Charlotte havde mange flere gode ideer til udflugter, men vi måtte dog indse, at Charlottes hurtigt tiltagende sygdom og svagere helbred satte en stopper for disse.
Hun fortalte begejstret om sine tiltag på Kobbermølle Danske Skole, som hun elskede. Der var lejrskoleophold i England, der var middelalderdage på skolen, der var aktioner ved grænsen med henblik på at gøre danske turister opmærksomme på det danske mindretal. Hendes interesse, hendes gøremål for det danske mindretal i Sydslesvig var stor. Man kunne ligefrem kalde det kærlighed.
På vore møder var der beretninger om hendes medvirkener i flere kor. Hun elskede at synge, og holdt af musik på alle planer og nød at være med til Skoleforeningens musicals på A.P. Møller Skolen i Slesvig. Charlotte arrangerede en sublim orgelkoncert for os i Helligåndskirken, der kun var forbeholdt os og nære venner. Hun var aktivt med ved alle foreningstiltag på Kobbermølle Danske Skole. Charlotte følte, det var hendes pligt at være med til det hele, og der var derfor et stort udbud af voksenundervisningsarrangementer blandt andet danskundervisning og gymnastik.
Som skoleinspektør understøtttede hun ungdomsarbejdet på skolen ved at være nærværende hele tiden. Charlotte elskede sin mand Bernd og sin dygtige søn Niels, som hun var så stolt af og talte meget om.
Charlotte var meget aktiv men fandt ro i sit sommerhus i Loddenhøj, selv om hun også her var fyldt med store planer, som hun også iværksatte. Ombygning af huset, en lille sø, sjældne planter, selvhugget brænde. Hun nød at være der, men besluttede sig til sidst til at satse på sit og Bernds nybyggede hus i Harreslev, hvor hun også brugte sine kreative evner. Vi kunne blive ved, kære Charlotte!
Du er dybt savnet i Quindtêten og i vores kærlige erindring om dig, vil du altid stå som den stoute, enestående kvinde, du var. Du var en god og kærlig veninde, der aldrig sparede på gode råd og kærlige ord. Æret være dit minde!
Ami Jessen, Anna-Louise Holste, Brenda Rudebeck, Inger Pfingsten
