Der er nogle mennesker, hvis vej man gennem livet krydser flere gange.
Sådan et menneske var Niels Petersen, og sådan var vort bekendtskab. Vore veje krydsedes ofte, og hver gang gav det anledning til en gensidig samtale om et eller andet, der optog Niels P.
Niels P. havde været på Askov Højskole i sine unge år, og her mødte han sin Sofie. De blev gift og slog sig ned på den fædrene gård i Rejsby, Sønderjylland. Sofie fik en uddannelse som bibliotekar og arbejdede hele livet som sådan. Men den fælles ramme var gården i Rejsby, hvor også deres fire børn voksede op.
Niels blev fra sin højskoletid kaldt for Niels-Politiker, og som sådan har jeg kendt ham hele mit voksenliv. Vi har ikke været nære venner, som har siddet lårene af hinanden, men ofte er jeg kørt ind til gården i Rejsby, hvor jeg i køkkenet har fået mig et hold snak om dette og hint. Jeg var altid velkommen, og samtalen var aldrig uvæsentligt.
* * *
Første gang, jeg traf Niels Petersen, var til et tværpolitisk Nej-Til-EF-Møde i 1972 på Hotel Sønderjylland i Ribe.
Her mødtes en broget flok fra det politiske liv i Ribe. Der var universitetsmanden Andreas Jørgensen fra den yderste venstrefløj, et par retsstatsmænd, en indeklemt husmand, en flok forløbne seminarister, skolelærere, og på den yderste højrefløj stod sognepræst Søren Krarup. Og midt i det hele stod Niels Petersen med sin enmandsfraktion »Venstrefolk-mod EF«.
Dette kludetæppe af holdninger skulle nu favnes i én gruppe med det fælles mål, at vi under ingen omstændigheder ville med i EF. Hvor umulig opgaven end så ud, så lykkedes det - blandt andet ved Niels Petersen med sin djærve, højskole- og bondesnu taktik - at få forenet de politiske fløje, så vi kunne være i samme stue og fælles bekæmpe dette EF-uvæsen.
Som alle ved, gik afstemningen os imod. 67 procent ja og 33 procent nej. Mange flyttede fra byen, men Niels Petersen rejste ingen steder, da han havde sine rødder solidt plantet i sin sønderjyske hjemstavn. Han stod urokkeligt fast i Rejsby.
* * *
Som sagt mødtes vore veje gennem årene.
Et par år senere blev jeg hidkaldt til Rejsby. Niels mente, at jeg skulle stå i spidsen for en højskole i Brøns gamle forsamlingshus, hvor der var blevet bygget en række værelser m.m. Det lå lige til højrebenet, mente Niels Petersen. Det var nu mig, der trak mig, da jeg mente, at det var lige tidligt nok i mit karriereforløb, at jeg startede en ny højskole. Jeg havde kun været højskolelærer på to skoler. Men Sofie og Niels Petersen havde fuld tiltro til mine evner. Skolen blev skrinlagt.
Stort set på alle de højskoler, jeg enten har været lærer eller forstander for, har jeg haft forbindelse til Niels Petersen, og han kom også på besøg og så, hvad jeg havde gang i her og der. Og nogle gange fik jeg ham lokket til at deltage som aktiv kursist på mine historiske kurser.
De sidste ti-femten år er jeg ofte kommet uanmeldt til Sofies og Niels’ dør, og altid er jeg blevet modtaget, som om de sad og ventede netop på mig med kaffe og en byge af spørgsmål om forskellige samfundsemner.
Jeg vil komme til at savne Niels-Politiker siddende for bordenden i sit køkken som en anden »sitiuationens feltherre«.
* * *
Niels Petersen er ikke mere. Det er selvfølgelig en stor sorg, men enhver sorg har en mistet glæde som forudsætning. Sorgen er den dybeste ære, en glæde kan få.
Når jeg i fremtiden kører forbi på Hovedvej 11 gennem Rejsby, så vil jeg fyldes med glæde og tænke på min gode ven grundtvigianeren Niels Politiker-Petersen.
Pludselig er han her ikke mere. Men han var her sammen med os. Det er det vigtige.
Mine dybeste medfølelser går til Sofie og børnene.
