Mindeord ved Niels Henrik Olesens død
Den danske menighed i Slesvig og omegn har mistet en meget dygtig og afholdt præst. Præsterne i Sydslesvig en højt respekteret kollega. Niels Henrik Olesen kom til Sydslesvig i en ganske høj alder. Jeg ved ikke, om der var derfor, men han udstrålede fra begyndelsen i sin tjeneste, at der ingen tid var at spilde. Han kastede sig konstruktivt ud i opgaverne. Altid uden berøringsangst samt med et positivt og optimistisk sind. Bevidst om historien, som han var, var Sydslesvig ikke et ukendt land, men med etableringen i Slesvig ville han gå i dybden og pleje den gamle interesse for landsdelen og kulturmødet.
Niels Henrik Olesen var en dygtig forkynder. Meget kyndig inden for teologien, livsklog, rig på erfaring og bevidst om eget ståsted. Han omsatte sin klogskab til respektfuld nysgerrighed og indlevelse og stillede igen og igen sig selv udfordringen: Hvor kan jeg bedst bidrage med den ballast, jeg har fået?
Han fik skabt mange kontakter ud over menighedslivet. Han så muligheder i det dansk-tyske samvirke og blev hurtigt også der en højt respekteret partner. Han nøjedes ikke med at videreføre det kendte, men havde mange ideer til, hvordan fællesskab og samliv kunne styrkes. Og så var det lige meget, om det var på det mere overordnede plan eller i det direkte møde med det enkelte menneske.
Jeg er overbevist om, at folk følte sig godt tilpas i hans selskab som det dannede og høflige menneske, han var. Ud fra samme positive og respektfulde tilgang bidrog han til, at trefoldigheden i Slesvig med Biblioteket, Dansk Sundhedstjeneste og menighedslivet kunne være en inspirerende enhed ind i folkelivet og ind i den enkelte.
Mine tanker går til Marie-Ghislaine Olesen og familien. Vi er mange, der har ønsket for jer, at I efter mange travle arbejdsår måtte få en god og lang pensionisttilværelse sammen, sådan som den var planlagt.
I hjertelig deltagelse
Viggo Jacobsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce