Mindeord om Niels Henrik Olesen

Foto:picture alliance/Zoonar

Jeg lærte Niels Henrik (Olesen) at kende i 2016, da vi sammen med vores anden præst Bo Nicolaisen i et parløb imellem os tre sørgede for, at orgelet på skolen i Treja i et af skolens klasseværelser, det tidligere kirkerum, kom ud. Det lykkedes gennem Niels Henriks kontakt til den slesvig-holstenske landskirkes øverste musikansvarlige at skænke orgelet til en holstensk menighed, som blev glad for det; og da orgelet nu (endelig) var ude, åbnede det for et kirke-skole-samarbejde imellem kirken i Slesvig og skolen i Treja.

For mig var det vigtigt i menighedsrådet, først i min korte tid som menighedsrådsformand, siden som almindeligt menighedsrådsmedlem, at støtte Bo og Niels Henrik i et parløb, og da Bo holdt, indgå i et parløb med Niels Henrik.Vi havde et godt arbejdsfællesskab, blandt andet i projektet »Deutsch-dänische Gemeinsamkeiten im Grenzland«, foredragsrækken »100 Jahre Teilung Schleswigs 1920-2020«, hvor han var hovedkraften og initiativtageren, og hvor jeg støttede ham, og han inddrog mig i arbejdet; et projekt, der lokalt fandt god genklang med 20 til 50-60 deltagere til foredragene, men som derudover godt kunne have fortjent mere opmærksomhed pga. dets læggen vægt på det dansk-tysk-grænseregionale frem for på det nationalstatslige, hvor den officielle (danske) side lagde tyngden.

Han var noget så sjældent som en dansk dannelsesborger, meget interesseret i tysk sprog og kultur, som han mødte første gang på Goethe-instituttet i København i de tidlige 1960ere, og som han havde en forståelse for. Det gjorde det naturligt for ham at indgå sammen med de tyske præster her i byen, især vel nabopræsten pastor Dübbers og pastor em. Pittkowski, som han nærede et venskabeligt forhold til, hvorved han gjorde sit til dansk-tyske forståelse.

Han talte til tyske dannelsesborgere i tyske præste- og menighedskredse her i Slesvig by, og også til de danskere, der var gift med tyskere, og som hørte til i den dansk-tyske forening her i byen, men som ingen eller kun marginalt havde nogen berøring med mindretallet. De mærkede, at han gik ind på og interesserede sig for deres baggrund i det dansk-tyske.Han var fransk Dr. i (lidt groft formuleret) arabisk kultur og historie.

Han interesserede sig for mindretallet og for sydslesvigsk historie, tildels for 1800-tallets nationale strømninger her ved grænsen, men tyngden lå så afgjort på strømninger og personligheder, der i kraft af deres virke især knyttede bånd imellem de nordiske lande og den tyske kulturkreds, og hvor et emne var var København som tysk kulturcentrum o. 1800. Han interesserede sig for folks livshistorie og til tider skæve indgange til det danske; han interesserede sig for det, min datters mor skrev i »Moin Moin«, hvilket hun ellers ikke var vant til, at folk gjorde; og i det hele taget interesserede han sig for, hvad folk gik og lavede og tænkte og mente, også for dem, der ellers nemt overses; og han lavede de sidste to-tre år en årlig hjemstavnseftermiddag med oplæsning og fortælling på plattysk og med pølser, kartoffelsalat og salat og hyggelig samtale, og som i alt fald de første gange fik mange til at komme, som ellers ikke havde (nogen videre) berøring med kirken. For ham var det naturligt, at de talte plattysk, det var jo blot et af flere vilkår at høre til mindretallet på.

For ham var det naturligt at sige ja tak til at prædike nede i Skt. Johannes-klosterets kirke som led i den tyske Kirkes sommerprædikener her i Slesvig by, men det var et stort arbejde, fordi den tyske måde at lave gudstjeneste på var så anderledes, og disse sommerprædikener var tematisk lagte, som til tider gjorde det svært at finde passende bibelsteder til. Han lagde meget arbejde i sine prædikener, satte bibelteksterne ind i en historisk, datidig sammenhæng (det, syntes jeg, var spændende), og kunne gøre det anskueligt, fordi han selv havde rejst i det bibelske land og var fortrolig både med det kristne og muslimske åndeligt-kulturelle grundlag. Han var et musikalsk åndsmenneske. Da vores organist i længere tid var syg, spillede Niels Henrik orgel udover, at han som præst stod for hele den åndelige og teologiske side med gudstjenestearbejdet. Det musiske og intellektuelle, åndelige forenede han her på smuk vis. Det må have krævet meget af ham.

Det sled imidlertid på ham med den foreløbighed, der var i det langvarige arbejde med ombygningen af kirkerummet, hvor blandt andet kontakten til håndværkerne langt henad vejen gik via ham, men også noget af den koordinerende del i det arbejde.

Da vi var sammen til kaffe den 25. juli på Isted-dagen, sagde han i forbigående: »Jeg er træt«. Han glædede sig til at blive pensionist, var i fuld gang med at sætte deres nykøbte hus i Svebølle i stand, tæt på sommerhus og familie; og nu er han så ikke mere. Han var glad for at være hernede, her i Slesvig, det sagde han tit; men når man talte med ham, så mærkede man nu alligevel, at trods al glæde ved tysk kultur- og åndsliv og ved Slesvig, så var København dog hans stadige omdrejningspunkt, som han var rigtig glad for, byens mennesker, gader og stræder.

Jeg satte stor pris på ham. Jeg følte mig godt tilpas sammen med ham, der var et fælles grundlag, et åndsfællesskab.

Nils Vollertsen,

Slesvig