Mindeord om Dieter Lenz
Af Karin Johannsen-Bojsen, Flensborg
Lars Salomonsen
Skønt jeg ikke hører til dem, der stod ham nærmest, kom det som et chok at læse om Dieter Lenz’s død.
Jeg husker ham helt tilbage til hans gymnasietid, da han til rektors store misfornøjelse krævede mere demokrati på Duborg-Skolen. Det skete under indflydelse af Foreningen af Sydslesvigs Studerende, som vi trods aldersforskellen var fælles om og som han siden blev en særdeles tilforladelig formand for.
Med sin lidenskabelige optagethed af Sydslesvig var han aldrig i tvivl om, at han efter endt uddannelse ville vende tilbage for at styrke mindretallet. Og jeg skal love for, han kom til at gøre det. Med den spændvidde, han havde på ledende poster i SSW og SSF, var det nærmest umuligt ikke at komme i berøring med ham. Mig selv fik han gerne fat i både for indholdets skyld (håber jeg) og som formodet særlig tyskkyndig, hvad enten det var som oversætter fra dansk til tysk eller som korrekturlæser på SSWs valgprogram eller fortaler for mindretallets interesser på tv-området. Jeg er stadig veltilfreds med, han plejede at acceptere alle mine forslag (undtagen hangen til udsråbstegn!). Og hvor var jeg taknemmelig nogle gange, jeg af en eller anden grund blev forhindret i at tale, og han med kort varsel trådte til - som en selvfølge ganske uafhængigt af, om det var i arbejdstiden eller i fritiden. Hans tanker kredsede jo alligevel uophørligt om, hvordan han kunne gavne mindretallet og fremme det danske – en selvvalgt opgave, der for mange i den nyere generation synes nærmest uforståelig. Men uden ham og hans lige havde vi ikke stået, hvor vi står i dag.
Det har ikke været mange gange, Dieter Lenz har pådraget sig overskrifter som »en af de helt store kæmper i det danske mindretal« (Flensborg Avis af 30. juli), og det ville kun være naturligt, om han engang imellem har savnet mere offentlig anerkendelse i lighed med den, der ved tilfældets gunst blev andre til del.
Men vi vil være mange, der husker hans engagement i taknemmelighed - og ikke mindst for den stilfærdige og venlige måde, det plejede at komme til udtryk på.
Karin Johannsen-Bojsen,
Flensborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
