Mindeord om Walter Johannsen

Meldingen om Walters bortgang kom som en overraskelse for os. Nu var det da ellers gået den rigtige vej igen, og så alligevel ikke. Der blev stille på lærerværelset. Walter er død.

Billede
Arkivfoto
lørdag d. 19. juni 2021 kl. 17.19

I årtier havde han været en del af det danske mindretal på Sild. Som lærer, skoleleder, træner foreningsmenneske ... man kunne blive ved. Walter var både flittig, emsig og opofrende med alt, hvad der vedrørte mindretallet. Han var den første der mødte på arbejde, og den sidste der gik hjem. Sådan var han. Walter havde altid et åbent øre for ansatte, elever, forældre, ja, alle, der ville have en snak. Aldrig dømmende, aldrig et ondt ord, men en ærlig snak i øjenhøjde med de personer, han havde med at gøre. Mennesket var i centrum, ikke titel eller mærketøj, nej, mennesket var vigtigt for ham. Hans særlige opmærksomhed gjaldt de store elever, også når de havde forladt skolen. Walters dør stod altid åben, både på skolen og i privaten.

Utallige håndboldkampe og koncerter blev stablet på benene. Walter var med. Selvfølgelig var han det. Et årsmøde uden ham var utænkeligt. Det skulle afholdes. Men sådan at både store og små havde noget, de kunne deltage i. Således blev vores årsmøder til et eftermiddagsarrangement, hvor ikke kun det politiske, men også børnene stod i centrum. Det var ham der »opfandt« boderne, så eleverne kunne sælge hjemmelavede ting. Et stort trækplaster. Også i dag.

At Walter kunne snakke og overbevise alle, kan måske bedst beskrives med denne lille anekdote:

En tidlig morgen hørtes støj og puslen fra lærerkøkkenet. Et par langfingre var i gang med at stjæle kaffemaskinen. Walter konfronterede dem. Sådan gjorde man altså ikke! De skulle skamme sig, skulle de! Men han tilbød dem en kop kaffe, når de nu var tørstige, det skulle da ikke hedde sig, men stjæle fra andre, det gjorde man altså ikke her. Tyveknægtene blev overbevist. De fik en kop kaffe og en ærlig snak. Ikke noget politi. Hvorfor også? Walter havde jo snakket med dem.

Walter havde sine meninger om, hvordan tingene skulle gøres. Han stod fast i sine principper. Samvær og fællesskab. Den enkelte og ærlige måde. Der skulle være plads til alle uden at glemme det store hele. Men ikke for officielt, nej, det jordnære, som man kunne forstå. Ikke hen over hovederne på folk.

Walter var ikke bly for at tage ordet og sige imod, hvis han mente at noget skulle gøres på en bestemt måde. Hverken direktionen, »høje herrer« eller politikere var han bange for at diskutere med. Han skulle nok gi’ dem besked!

Tiden blev en anden efter pensioneringen i 2011. Lige pludselig manglede der en meget stor del i hans liv. Hvad skulle han nu? Hvad var hans opgave? Det var svært. Men han var fortsat aktiv i mindretallet og blandede sig. Men skolen savnede han, og han følte sig nok også overflødig, da nye kræfter overtog. Det var jo ham, der havde samlet skolen i årtier. Det må virkelig have været en hård tid for ham.

Helbredet begyndte at svigte. Efter en stor hjerteoperation blev han aldrig mere den samme igen. Kræfterne og livsgejsten var borte. Walter måtte erkende, at han var blevet gammel mand. Det var ikke sjovt, og det tog sin tid, inden han helt realiserede det. Efter mange ophold på diverse sygehuse kom han til det danske alderdomshjem i Flensborg. Det var en nødvendighed, men han var ikke glad for det. »Jeg vil hjem!«, sagde han mange gange over telefonen. Og han gjorde en indsats for at blive frisk igen til at vende tilbage. Genoptræningen var hård og anstrengende. Men det gik da fremad med små, små skridt. Der var håb forude. Sådan tænkte Walter, sådan tænkte vi.

Livsmodet var begyndt at vende tilbage. Han var blevet mere snaksalig og stemmen lød igen som »vores Walter«. Man kunne tydeligt fornemme, at han ville hjem til Sild igen.

Hjertet satte en stopper for hans plan. Det holdt simpelthen op med at slå, og Walter sov stille ind i løbet af natten. Bare sådan. Ingen havde ventet det. Men hjem til Sild kommer han. Hans sidste hvilested bliver oppe i List, det gamle danske område og i en smuk og fredelig natur. Væk fra hurlumhejet og alligevel tæt på. Ja, hjem til Sild. Fred og ro. Det havde han ønsket sig, og han fik sit ønske opfyldt.

Os der står tilbage skylder Walter en stor tak for hans ukuelige indsats for mindretallet, skolen, foreningslivet, for de gode samtaler og den hjælp han lod os tilkomme. Ikke kun i forbindelse med arbejdet, men også i det private. Vores tanker er med hans familie i denne afskedstid.

Farvel kære Walter.

Æret være hans minde.

På vegne af Sild Danske Skole
Carsten Hagemann