Til minde om Walter Johannsen

Arkivfoto

oplæsning

Det kom som et chok for mig, da jeg blev ringet op af Kaj Andersen, der fortalte mig, at Walter var død. Jeg kendte intet til Walters sundhedstilstand, da vi i mange år stort set ingen kontakt havde, fordi Walter foretrak at leve et tilbagetrukket liv - væk fra alt det, der var engang.

* * *

Alle der deltog i SdUs hovedsendemandsmøder i 1970erne og 80erne kendte Walter fra Vesterland. »Prins Valiant« med fiskerskjorten og i træsko. For Walter deltog meget aktivt i debatterne, ofte med kritik – men med en positiv kritik - »talte han Flensborg midt imod«.

I 1979 blev det meddelt, at Heinrich Schultz ville gå af som formand for SdU året efter, så på hovedsendemandsmødet samme år blev Walter og undertegnede valgt som næstformænd med den tanke, at Walter skulle blive Heinrichs efterfølger på posten. Walter blev valgt til formand i 1980.

Walter var den jordbundne formand, der altid brændte for at hjælpe og styrke SdUs foreningsliv især i udkantsområderne. Dengang var SdU den 40. amtsforening under »De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger«. Walter gav ikke ret meget for de lidt stive, slipse- og jakkeklædte foreningsfolk. Hvis det var op til ham, skulle vi være blevet optaget i »De danske Gymnastik- og Idrætsforeningers« regi med det mere folkelige islæt »En sund sjæl i et sundt legeme«.

Det var forbundet med visse vanskeligheder at have en formand bosat på »øen«. Det blev løst ved købet af en lille bil, der blev stationeret ved Nibøl banegård. (Bilen blev også til glæde for foreningerne på Sild). En positiv ting var, at vi ikke kunne have så sene aftensmøder, fordi Walter skulle nå det sidste tog fra Nibøl.

I de syv år, vi sad sammen i SdUs forretningsudvalg, deltog vi i et hav af møder og var ofte på rejser i forskellige forbindelser. Det knyttede venskabsbånd. Altid forblev Walter tæt forbundet med det folkelige foreningsliv. Der var ikke nogen fine formandsfornemmelser over ham ligegyldigt, hvor vi repræsenterede SdU.

Da stillingen som leder af skolen i Vesterland blev udskrevet, gav Walter klar besked om, at han ville søge den og dermed træde tilbage efter seks år på formandsposten. Walter blev skoleleder.

Der blev med årene stille omkring Walter på »hovedlandet«. Men Walter var fortsat meget aktiv på øen. Skolen i Vesterland blev hans »hjertebarn« for resten af livet.

* * *

Sidste gang, jeg så Walter, var til Kaj Andersens afskedsreception. De mange år, der var gået siden sidste møde, mærkedes ikke. Vi fortsatte samtalen, som havde vi set hinanden sidste uge. Vi aftalte, at nu skulle vi mødes igen. Men det blev aldrig til noget.

Jeg vil altid med glæde mindes vores samarbejde og venskab.

Min dybe medfølelse i denne svære tid går til Lise og Arne samt deres familier.

Tove Lerch (Vynne)