Julie synger julen ind
Atter i år kommer Julie Berthelsen til Sønderborg med programmet »Nordstjerne«, som denne gang opføres på den store scene.
Sønderborg. Ganske vist er den seneste jul lige overstået, men alligevel kan man allerede nu gøre sig tanker om den kommende fest.
Således er det lige blevet offentliggjort, at Julie Berthelsen, bedre kendt som bare Julie, den 26. november kommer til Sønderborg med sit julekoncertprogram med titlen »Nordstjerne«.
»Julie byder indenfor til en julekoncert, hvor vi skal nyde julestemningen og varmen omkring julen fra Danmark, Grønland og resten af verden. En intim og smuk vokalbaseret koncert, akkompagneret af hendes dejlige orkester og dygtige korsangere«, skriver arrangørerne i en pressemeddelse, hvor de samtidig gør opmærksom på, at forsalget af billetter er begyndt på ticketmaster.dk.
Julie Ivalo Broberg Berthelsen blev født 1979 i Aarhus som datter af en grønlandsk mor og en dansk far. Moren valgte hurtigt at flytte til Grønland, da Julie kun var få måneder gammel.
I 1999 flyttede Julie tilbage til fødebyen for at studere medicin. Det gjorde hun, indtil hun i 2002 deltog i TV2s talentkonkurrence, Popstars, hvor hun blev nr. to, hvilket var startskuddet på en lang sangerkarriere.
I 2018 blev Julie taget rigtig godt imod med sine »Nordstjerne«-julekoncerter, hvilket for hende var en juledrøm, der gik i opfyldelse.
»Med denne julekoncert vil Julie igen i år give sit bidrag til at lade julefreden sænke sig, til at julemåneden forbliver det tidspunkt på året, hvor vi alle kan få lov til at puste lidt ud, kigge hinanden dybt i øjnene og minde hinanden om, hvor meget vi holder af hinanden og hvor godt vi har det«, skriver arrangørerne.
Koncerten den 26. november finder sted i Koncertsalen Alsion i Sønderborg.
Lars Geerdes
lg@fla.de
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce