Forfatteren Henrik Nordbrandt er død - 77 år

Henrik Nordbrandt fik en række priser i løbet af sit forfatterskab, heriblandt Nordisk Råds Litteraturpris.

Forfatteren Henrik Nordbrandt er død tirsdag morgen efter kort tids sygdom. Han blev 77 år. Det oplyser familien til Gyldendal. (Arkivfoto)
Forfatteren Henrik Nordbrandt er død tirsdag morgen efter kort tids sygdom. Han blev 77 år. Det oplyser familien til Gyldendal. (Arkivfoto) Erik Refner/Ritzau Scanpix
tirsdag d. 31. januar 2023 kl. 10.35

Forfatteren Henrik Nordbrandt er død tirsdag morgen efter kort tids sygdom. Han blev 77 år. Det oplyser familien til Gyldendal.

Henrik Nordbrandt debuterede i 1966 med digtsamlingen “Digte”.

Siden har han skrevet både børnebøger, essays, flere digte og sågar en tyrkisk kogebog.

Han har fået en række priser for sit forfatterskab. Blandt andet vandt han De Gyldne Laurbær i 1995 og Nordisk Råds Litteraturpris i 2000.

Særligt et digt har gjort ham kendt blandt danske læsere - også læsere, der ikke læser lyrik til daglig.

Digtet hedder “Året har 16 måneder” og består af fire linjer, der lister årets måneder op. Blot med den tilføjelse, at november nævnes én gang i begyndelsen og fire gange til sidst.

Det udkom i 1986 i samlingen “Håndens skælven i november” på forlaget Gyldendal.

I en sen alder nåede Henrik Nordbrandt frem til, at november i virkeligheden ikke er den værste måned. Det er september.

- Her begynder forfaldet for alvor, fordi man er på vej ind i efteråret. Jeg begyndte at skrive et digt om det på et tidspunkt, men jeg kunne ikke gøre det færdigt.

- Det var kraftedeme for uhyggeligt, sagde han i 2017 til novemberudgaven af DSB-magasinet Ud og Se.