Dansk-tyske kulturarvsdage i Kobbermølle

KursKultur 2.0 og museumsnetværket Nordmus inviterer til konference på Hotel des Nordens i Kobbermølle.

Deltagerne i kulturarvskonferencen har mulighed for en vandretur, som blandt andet kommer forbi grænseovergangen Skomagerhus.
Deltagerne i kulturarvskonferencen har mulighed for en vandretur, som blandt andet kommer forbi grænseovergangen Skomagerhus. Foto: Tim Riediger
tirsdag d. 28. september 2021 kl. 8.57

Konference

lg

Kobbermølle. Danmark og Tyskland har en rig fælles kulturarv. Derfor inviterer Interreg-projektet KursKultur 2.0 sammen med museumsnetværket Nordmus til dansk-tyske kulturarvsdage den 7. og 8. oktober på Hotel des Nordens i Kobbermølle.

Formålet med konference-dagene er at give en bedre forståelse for vores historie og fælles kulturarv. Derudover præsenteres nye mulighedertil, hvordan museer kan tiltrække publikum fra nabolandet. Alle interesserede er velkomne.

Programmet byder på ny inspiration til museernes formidling til besøgende fra nabolandet, så formidlingen tilpasses forskellige målgrupper.

Museum Sønderjylland, Nolde Stiftung Seebüll og Vestsjællands Museum præsenterer deres nye formidlingsforløb målrettet et dansk og tysk publikum. Efterfølgende vil Lasse Marker fra Why Consulting holde et oplæg om, hvordan museer kan skabe synlighed om deres tilbud og dermed tiltrække flere gæster.

Fortælling om øl

Der vil også være aktuelle oplæg om kulturarv på tværs af landegrænsen og Østersøen, og der vises små film om stenalder, middelalder og sukkerproduktion. Derudover vil der være oplæg om formidling uden for museets mure, kulturhistoriske ruter og ture i landskabet.

Senere på eftermiddagen beretter historiker Andreas Bonde Hansen om dansk-tyske forbindelser i tidernes løb fortalt gennem øl. Selve foredraget den 7. oktober klokken 17 er gratis for deltagerne, men smagsprøver på øllet skal tilkøbes og bestilles ved tilmelding.

Alle er også velkomne til stenalderaftenen samme dag kl. 20, hvor det blandt andet er muligt at deltage i en flinthugningsworkshop med flintsmed Bastian Renk fra Steinzeitpark Albersdorf.

Kulturhistorisk vandring

Der bliver også mulighed for at bevæge benene, når de dansk-tyske kulturarvsdage den 8. oktober klokken 13-16 inviterer til kulturhistorisk vandring i området omkring Kruså og Kobbermølle med fokus på grænselandets kulturmiljø og de nuværende og gamle grænser i landskabet lige fra istiden til i dag.

Turen går gennem Kobbermølle og til grænseovergangen Skomagerhus forbi Wasserslebens Steingraben.

- Vi håber, at rigtig mange melder sig til og oplever de mange spændende aspekter af vores fælles kulturarv på tværs af grænserne. Alle er velkomne, men husk pas og praktisk fodtøj, siger Anna-Elisabeth Jensen, Museum Lolland-Falster.

 Tilmelding sker på kulturregion@region.dk efter først til mølleprincippet. Sidste tilmeldingsfrist er 28. september. Det er muligt at tilmelde sig til hele programmet eller enkelte programpunkter. Oplæggene simultantolkes, og det er gratis at deltage bortset fra ølsmagning.