En uge med dansk musik

Sydslesvig er med i uge 44, når der er »Spil Dansk«-arrangementer i 30 danske kommuner.

Ida Wenøe giver den 5. november koncert i Flensborghus sammen med The Silver Chords. Foto:
Ida Wenøe giver den 5. november koncert i Flensborghus sammen med The Silver Chords. Foto: PR



torsdag d. 21. oktober 2021 kl. 9:11

RESÜMEE

Wie rund 30 dänische Kommunen auch, sieht Südschleswig der »Spiel Dänisch-Woche« Anfang November entgegen.

Mehrere dänische
Vereine und Organisationen laden zum gemeinsamen Singen und zu Konzerten in Flensburg, Harrislee und Schleswig mit den Jazzmusikern Caroline Bugala und Mikkel Ploug, Ida Wenøe & The Silver Chords und der Band Mansfield ein.

MUSIK

hcd

Flensborg. Sydslesvig er sammen med cirka 30 danske kommuner klar til Spil Dansk-ugen i november. I Sydslesvig gennemføres de musikalske arrangementer i et samarbejde mellem Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Sydslesvigsk Forening, Aktivitetshuset i Flensborg og Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Her følger en liste over koncerter og fællessangsarrangementer i uge 44 - og for en enkelt koncerts vedkommende uge 43:

Torsdag den 28. oktober: Jazz i Flensborghus med Caroline Bugala/Alice Carreri kvartet klokken 20:

Den fransk jazzviolinist Caroline Bugala besøger Flensborghus sammen med Alice Carreri, organisten Kjeld Lauritsen og trommeslageren Esben Laub von Lilienskjold. De har alle mødt hinanden i forskellige sammenhænge på jazzklubben La Fontaine.

Franske Caroline Bugala har en klassisk uddannelse på violin, men samtidig er hun rodfæstet i en stor kærlighed til den særlige franske sigøjnerjazztradition. Hendes eminente teknik giver afsæt i enestående fortolkninger af jazzen med inspiration fra blues, latinamerikansk musik og tango.

Alice Carreri, med fransk-italienske aner, er en dansk sangerinde med en stemme, der ofte bevæger sig inden for amerikansk jazz og pop. Hun har også fortolket franske sange og viser.

Kjeld Lauritsen er den danske veteran inden for dansk orgeljazz med sit store Hammond B-3 orgel, roterende Lesliehøjttalere og fodpedaler. Hans fremragende bluesinspirerede spil kan høres på en række plader i eget navn.

Bag trommerne sidder Lauritsens mangeårige musikalske ledsager, Esben Laub von Lilienskjold, der får musikken til at swinge på allerbedste vis.


Koncerten med Caroline Bugala den 28. oktober er en del af »Jazz i Flensborghus«. Foto: PR

Onsdag den 3. november: Jazz at the Museum med Mikkel Ploug og Balcony Lullabies klokken 18 på Kobbermølle Industrimuseum:

Den internationalt anerkendte danske guitarist Mikkel Ploug spillede under Danmarks nedlukning 28 aftener i træk fra sin altan for naboer og onlinepublikum fra hele verden.

Aftensangene blev set over 35.000 gange, og Mikkel crowdfoundede penge til at skabe sologuitaralbummet Balcony Lullabies, der kom på Top 40 over bedst solgte vinyler i Danmark.

Albummet blev udvalgt af avisen Morningstar i England til »Best Jazz Album of 2020« og fik en varm anbefaling med fra det anerkendte Rolling Stone Magazine.


Guitaristen Mikkel Ploug spiller den 3. november på Kobbermølle Industrimuseum. Foto: PR

Torsdag den 4. november: Fællessang på torvet i Harreslev med alle danske institutioner og foreninger klokken 10-11 på markedspladsen i Harreslev.

Torsdag den 4. november Five o’clock-sang klokken 17 på Harreslev Danske Skole:

Sydslesvigs Forenings Harreslev-distrikt inviterer til en times sang fra Sydslesvigsk Forenings nye sangbog og Højskolesangbogen.

Kirsten Anthonisen og Lisser Ramm-Mikkelsen fører deltagerne gennem programmet. Der serveres kaffe, te og småkager.

Der er gratis entré.


Der er fællessang i Harreslev den 4. november. Foto: Heiko Thomsen

Fredag den 5. november: Ida Wenøe & The Silver Chords klokken 19 i Flensborghus:

Den danske folk noir kunstner Ida Wenøe er aktuel med sit andet soloalbum, »The Things We Don’t Know Yet«, der udforsker kærlighedens væsen. Siden debutalbummet for fire år siden har Ida Wenøe turneret Europa og Nordamerika tyndt med sine modne sange og er nu klar til at præsentere materialet fra opfølgeren.

Med inspiration fra Neil Young til Sufjan Stevens og Twin Peaks er Ida Wenøes musik en spændende rejse både lyrisk såvel som musikalsk.

Lørdag den 6. november: Mansfield klokken 19 i Slesvighus:

Bandet blev dannet i 2015. Mansfields energiladede musik er samtidsrock med den legendariske 1960er »Mersey sound«.  Mansfields debutalbum »Star-Crossed Lovers« af pladeselskabet DME udkom i foråret 2020. Albummet har haft airplay på DR P4 og P5, i England, Tyskland og USA.

Det scorede fire stjerner i musikmagasinet Gaffa og var ugens album på P5 i maj 2020.


Mansfield gæster Slesvighus den 6. november. Foto: PR


Billetsalg: ssf-billetten.de, telefon: 0049 (0)461-14408125, i Sydslesvigsk Forenings sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaigade 7, og Reisebüro Peelwatt, Marie-Curie-Ring 39 i Flensborg, eller ved indgangen til de enkelte koncerter.