Musik fra en frygtelig tid i Stravinskijs liv

Den russiske violinstjerne Sergei Dogadin gæster Sønderjyllands Symfoniorkester, der torsdag giver koncert i Alsion i Sønderborg.

Sergei Dogadin er blot 33 år, men stærkt på vej frem. Foto:
Sergei Dogadin er blot 33 år, men stærkt på vej frem. Foto: SSO
tirsdag d. 5. oktober 2021 kl. 18.43

RESÜMEE

Der russische Stargeiger Sergei Dogadin spielt am Donnerstag um 20 Uhr im Konzertsaal Alsion in Sønderborg Prokofjews Violinkonzert Nr. 2 mit Sønderjyllands Symfoniorkester. Dirigent ist Kimbo Ishii, Generalmusikdirektor des Schleswig-Holsteinischen Sinfonieorchesters. Auf dem Programm stehen außerdem Stephen Paulus' »Spectra« und Strawinskys »Sinfonie in C«.

KONCERT

hcd

Sønderborg. Den internationale violiniststjerne Sergei Dogadin spiller torsdag Prokofjevs Violinkoncert nr. 2 med Sønderjyllands Symfoniorkester i Koncertsalen Alsion i Sønderborg. Koncerten begynder klokken 20.

Koncerten dirigeres af Kimbo Ishii, og på programmet er også Stephen Paulus’ Spectra og Stravinskijs Symfoni i C.

Russiske Sergei Dogadin er en af verdens største violinvirtuoser og har vundet en lang række af de førende violinkonkurrencer, herunder Joseph Joachim International Violin Competition i Hannover i 2015, Singapore International Violin Competition (2018) og for nylig Tchaikovsky International Competition i Moskva, hvor han fik både førsteprisen og guldmedalje.

Alt dette har sat gang i en hurtigt voksende karriere, og han har optrådt med alle de større orkestre i Rusland, blandt andet Marinskij-orkestret og Sankt Petersborg Filharmonikerne.

Dogadin skal spille Sergej Prokofjevs Violinkoncert nr. 2 fra 1935. Værket blev skrevet på opfordring fra den franske violinist Robert Soetens, der også spillede uropførelsen i Madrid den 1. december samme år. Om værket har komponisten selv sagt:

»Antallet af steder, hvor jeg skrev koncerten, viser, hvilket nomadeagtigt koncertturné-liv jeg førte dengang. Hovedtemaet i første sats blev skrevet i Paris, det første tema i anden sats i Voronezj (i Sovjetunionen), instrumentationen blev færdiggjort i Baku (i Sovjetunionen, i dag Aserbajdsjan), og uropførelsen fandt sted i Madrid«.

Aftenens koncert indledes med værket Spectra skrevet af Stephen Paulus. Han står bag over 450 værker inden for mange forskellige genrer, herunder opera hvoraf hans mest kendte opera er »Postbuddet ringer altid to gange« fra 1982.

Spectra er et kortere værk skrevet for et lille orkester.

Koncertens store finale er med en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige komponister, Igor Stravinskijs og hans Symfoni i C. Værket blev skrevet i en vanskelig periode i hans liv, hvor hans familie var ramt af sygdom og dødsfald. På kort tid mistede han sin datter, kone og mor, og han blev også selv syg af tuberkulose, men kom sig, og arbejdet med Symfoni i C holdt ham oppe.

Trods den frygtelige periode i hans liv bærer musikken ikke præg af dette. Den er derimod et eksempel på Stravinskijs karakteristiske energiske og abstrakte musik.

Koncertintroduktion

Programmet er lagt i tæt samarbejde med koncertens dirigent Kimbo Ishii. Han har siden sæson 2019-2020 været generalmusikdirektør på Schleswig-Holsteinisches Landestheater, og inden da var han blandt andre bemærkelsesværdige engagementer gæstedirigent på Deutsche Oper am Rhein, første Kapelmester på Komische Oper Berlin og første gæstedirigent for Osaka Symphony Orchestra. I 1995 vandt han Malko-dirigentkonkurrencen og dirigerede året efter første gang i Sønderjyllands Symfoniorkester.

Vil man dybere ned i musikken og kende mere til historierne bag værkerne, kan man få stillet nysgerrigheden til koncertintroduktionen, hvor en af orkestrets musikere fortæller om aftenens program. 

Koncertintroduktionen starter klokken 19 i Alsion. Der kræves ingen tilmelding. Introduktionen er arrangeret af Sønderjyllands Symfoniorkesters Venneforening.

FAKTA

Stravinskij

Igor Stravinskij (1882-1971) var en russisk komponist. Hans køligt artistiske værker fik med deres nye måde at gestalte form, rytme og musikalsk tid på en overvældende indflydelse på musikken i 1900-tallet.

Under Første Verdenskrig levede Igor Stravinskij i Schweiz og Frankrig, og efter Den Russiske Revolution blev hans eksil permanent; han genså først Rusland ved et besøg i 1962.

Den virtuose instrumentation i Stravinskijs musik er typisk klar og tør, til tider vrængende, med forkærlighed for blæsere og slagtøj.