Sønderborg Musikforenings næste koncert er den 25. marts med Sønderjyllands Strygekvartet. Musikforeningen har altid haft et tæt samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester, og kvartetten består netop af fire musikere fra orkestret. På programmet står værker af W.A. Mozart, Samuel Barber og Antonin Dvořák.
De to violiner i kvartetten varetages af Mihaela Oprea og Birgit Bauer. Mihaela Oprea er koncertmester for andenviolingruppen. Hun har flere gange optrådt som solist og har sammen med pianisten Jakob Bahr udgivet to anmelderroste CD’er med dansk og rumænsk musik.
Birgit Bauer kommer fra Tyskland og har studeret i Dresden. Hun kom som ganske ung til Sønderborg og fandt sig hurtigt til rette. Udover at spille i orkestret underviser Birgit Bauer, og hun holder meget af at spille kammermusik.
Den alsidige Jakob Elmedahl Johansen er violinist i symfoniorkestret, men han mestrer også bratschspillet, og man kan tilmed også opleve ham som dirigent. På celloen høres Martin Bratissoli som ofte spiller kammermusik, også i sin hjemby Milano i Italien. Koncerten finder sted i Riddersalen på Sønderborg Slot klokken 16. Billetter kan købes på www.billetten.dk eller ved indgangen.
