Spor i vadehavet

Kvindelige Kunstneres Samfund udstiller i Løgumkloster Kirke

Billedhuggeren Bodil Arbjerg Lundby er en af de deltagende kunstnere på udstillingen i Løgumkloster.
Billedhuggeren Bodil Arbjerg Lundby er en af de deltagende kunstnere på udstillingen i Løgumkloster. Privatfoto


hcd

fredag d. 2. september 2022, kl. 12:08

RESÜMEE

21 Künstlerinnen der dänischen Gesellschaft von Künstlerinnen (Kvindelig Kunstner Samfund) haben an einem dreitägigen Workshop auf dem Kiers Gård in Høier teilgenommen. Es war sonnig und fast windstill. Ziel war es, »Spuren für eine Ausstellung« in der Kirche von Løgumkloster zu finden.

Die Ausstellung trägt den Titel »Spuren« und wird am Sonntag um 11.30 Uhr im »Dormitoriet« eröffnet. Die dänische Gesellschaft von Künstlerinnen ist eine der ältesten Künstlerinnenvereinigungen in Europa. Die Gesellschaft wurde 1916 u.a. von Anna Ancher und Anne Marie Carl-Nielsen gegründet. hcd

Løgumkloster. 21 kunstnere fra Kvindelige Kunstneres Samfund har været på workshop i tre dage på Kiers Gård i Høier. Der var høj sol og næsten vindstille. Formålet var »at finde spor til en udstilling« i Løgumkloster Kirke. Udstillingen kommer også til at hedde »Spor«, og den åbnes på søndag klokken 11.30 i Dormitoriet.

Hvordan giver man udtryk for det landskab, for den himmel, det vand, de diger, de får, lam, kvæg, ryler, møller, kirker, siv, siv og atter siv?

- Det er et land, der er skabt af vandets bevægelser, storm og stille, ebbe og flod. Sære ord fortæller om landskabet: Grøbling, Faskingård, Bagvand, Højsand, Slikgård, Kote og Kog. For flere af os ukendt land, ukendt sprog, siger Bodil Arbjerg Lundby, der er en af de deltagende kunstnere.

En kunstner har på Møgeltønders kirkeloft huller, hvorfra mennesket på den yderste dag stiger op. Det må kunne bruges – dybe huller i alt det flade land. En anden kunstner har fotograferet solens spejling i den svære sorte plastik, der bliver brugt i kystsikringen. En tredje kunstner har slæbt poser med klæg, og grene slebet af vand og vind med hjem. Og en fjerde er blevet væk i det vidtstrakte landskab og uendelige diger der forsvinder i horisonten. 

Kvindelige Kunstneres Samfund er en af Europas ældste foreninger for kvindelige kunstnere. Foreningen blev stiftet i 1916 af blandt andre Anna Ancher og Anne Marie Carl-Nielsen. Samfundet står bag et arkiv, bogudgivelser og udstillinger.  Der er 275 medlemmer.    

»Spor« kan ses til og med den 23. oktober. Udstillingen åbnes af Museumsleder Kirsten Moesgaard.