Foredragsrække om Fynboerne

På Flensborg Biblioteket kan man i de kommende uger blive klogere på en spændende epoke i dansk kunst.

Fritz Syberg: Børnene på Fyns Hoved (1904-05).
Fritz Syberg: Børnene på Fyns Hoved (1904-05). Arkivfoto
mandag d. 24. januar 2022 kl. 19.26

Kunsthistorie

lg

Flensborg. »Fynboerne« er betegnelsen for den gruppe fynske malere, der i perioden 1880-1920 med få undtagelser boede og arbejdede på Fyn. Centrale medlemmer var Fritz Syberg og hustruen Anna Syberg, Johannes Larsen og hustruen Alhed Larsen samt Peter Hansen, Poul S. Christiansen og Jens Birkholm.

I tre billedforedrag i foråret og tre i efteråret 2022 vil kunsthistoriker Grethe Bay præsentere kunstnerkolonien, de enkelte medlemmer, menneskene og malerne.

»Med Fynboerne er vi i selskab med malere, hvis foretrukne motiver var årets gang i naturen, dyrene på marken, fuglene på vandet og menneskene i hjemmet, i naturen og i arbejdet. Deres skildringer er præget af en umiddelbar og spontan iagttagelse af livet, menneskene og landskabet, og man mærker en stor glæde ved at arbejde med farven, lyset og det atmosfæriske. De var alle med undtagelse af Birkholm og de kvindelige malere elever af maleren Kristian Zahrtmann, der som lærer evnede at understøtte og udvikle den enkelte elevs personlige udtryk både i valg af motiv og i malemåde. Hans store kærlighed til Italien trak også eleverne derned, og derved tilførtes dansk kunst en perlerække af italienske motiver i en periode, hvor opmærksomheden ellers var rettet mod Frankrig.

Fynboerne udgør en væsentlig del af det oprør mod Kunstakademiets enevældige styring af dansk kunst, som fandt sted i disse år. Oprøret resulterede blandt andet i oprettelsen af Kunstnernes frie Studieskoler med bl.a. P.S. Krøyer som lærer, senere Zahrtmanns skole og i 1891 i oprettelsen af Danmarks første kunstnersammenslutning, Den Frie Udstilling. Med ›Fynboerne‹ indtrådte en ny epoke i dansk kunst præget af friluftsmaleriets blik for lyset i farven og for gengivelsen af det atmosfæriske i naturen. Oliemaleriet var den dominerende teknik, men også akvarellen blev dyrket som selvstændigt billedudtryk, ligesom træsnittet og tegningen med pen og blyant blev det. 

Forårets foredragsrække foregår i to hold - Hold 1: 1. og 15. februar samt 1. marts; Hold 2: 8. og 22. februar samt 8. marts. 

Det første foredrag handler om Kristian Zahrtmann og Poul S. Christiansen, det andet om Fritz Syberg og det tredje om Johannes Larsen.

Efterårets program vil beskæftige sig med Peter Hansen, Jens Birkholm, billedhuggeren Kai Nielsen, Anna Syberg, Alhed Larsen og Christine Swane.

Foredragene, der foregår under 2G-bestemmelserne, finder sted på Flensborg Bibliotek og udbydes i samarbejde med Dansk Voksenundervisning i Sydslesvig til 21 euro per række.

Tilmelding skal ske til Anna-Louise Holste på tlf. (0045) 23 70 90 55 eller mail til alholste@gmail.com