Missa solemnis i Flensborg og Sønderborg

Sønderjyllands Symfoniorkester og Flensburger Bach-Chor med flere opfører et af de mest krævende korværker overhovedet.

Dette berømte maleri af Joseph Karl Stieler (ca. 1820) viser Beethoven i færd med at arbejde på
Dette berømte maleri af Joseph Karl Stieler (ca. 1820) viser Beethoven i færd med at arbejde på "Missa solemnis". Foto: Public Domain


lg

torsdag d. 10. november 2022 kl. 8:42

Flensborg/Sønderborg. Beethovens store messe, Missa solemnis, opføres af Sønderjyllands Symfoniorkester i samarbejde med dirigenten Matthias Janz, Flensburger Bach-Chor og Symphonischer Chor Hamburg ved tre koncerter i henholdsvis Hamborg, Flensborg og Sønderborg. 

Beethovens Missa solemnis regnes for et af de mest krævende værker i litteraturen af korsymfoniske værker. Ikke så meget grundet antallet af medvirkende, men først og fremmest på grund af værkets krævende partier for såvel solister som kor. 

Som solister optræder Johanna Winkel (sopran), Lena Belkina (alt), Ilker Arcayürek (tenor) og Martin Summer (bas).

Beethoven komponerede messen i årene 1819-1823, og efterfølgende blev det uropført den 7. april 1824 i Sankt Petersborg i Rusland. Der er altså tale om et knap 200 år gammelt værk, som stadigvæk den dag i dag er et særdeles inspirerende og livskraftigt mesterværk.

Det opføres den 18. november i Laeiszhalle i Hamborg, den 19. november i Deutsches Haus i Flensborg og den 20. november i Alsion i Sønderborg, alle steder kl. 19.

Billetter kan blandt andet fås på www.flensburger-bach-chor.de og www.sdjsymfoni.dk.